Spørgsmål fra læserne

● Hvis en mand (eller kvinde) har taget en andens ægtefælle, kan han (eller hun) da opnå tilgivelse og blive genoptaget i den kristne menighed?

At ægteskaber opløses på den måde, hænder ret ofte blandt mennesker som ikke søger at leve efter Bibelens normer. I sammenligning hermed er det sjældent at det sker blandt Jehovas folk; derfor virker de tilfælde vi oplever, mere chokerende. Der er dog ingen grund til at mene at en sådan sag skal behandles efter menneskers normer. Ligesom i tilfældet med andre synder, må overtræderen først ændre sind og tydeligt bære den frugt der stemmer med sindsændringen, før han eller hun igen kan blive accepteret af Gud eller hans folk.

Over for israelitterne viste Gud sig undertiden parat til at tilgive endog chokerende syndige handlinger som havde strakt sig over mange år. (5 Mos. 4:30; Es. 55:7; 57:16-18; Zak. 1:3, 4) Jesus nævnte at der ville ’være glæde i himmelen over én synder der ændrede sind’. Derefter belyste han dette med beretningen om den fortabte søn som ødede sine penge bort i et udsvævende liv sammen med skøger. Da sønnen kom til fornuft, vendte tilbage og søgte tilgivelse fordi han havde syndet mod såvel himmelen som sin fader, tilgav faderen ham med glæde. — Luk. 15:1-7, 11-24.

På den anden side viser Bibelen også at en kristen som synder og ikke ændrer sind, skal udstødes af menigheden for at denne kan bevares åndeligt ren. (1 Kor. 5:1-5, 11-13) Dette skete for en mand i Korint som, åbenbart for alle, levede umoralsk. Hvis han ønskede at vende tilbage til menigheden, måtte han ifølge Bibelen ændre sind, tage afstand fra sin umoralske livsførelse, vende om og bære en frugt der stemte med sindsændringen. Dette gjorde han åbenbart kort tid efter. I Andet Korinterbrev, som menes at være skrevet mindre end et år senere end det første brev, tilskyndede apostelen Paulus menigheden til at tilgive en synder — øjensynlig den udstødte mand, der i mellemtiden må have ændret sind. — 2 Kor. 2:5-10; Matt. 3:7, 8; Apg. 26:20.

Jehovas Vidners menigheder følger den samme bibelske fremgangsmåde i dag. Syndere som ikke ændrer sind, bliver udstødt, og i overensstemmelse med det anførte eksempel skal der ikke gå nogen bestemt tid før genoptagelse kan finde sted. Forudsætningen er ægte anger eller sindsændring, og der kan endog gå flere år før denne viser sig.

I det usædvanlige tilfælde der nævnes i spørgsmålet, kan der meget vel have været tale om bedrag og bevidst planlægning. En mand (der måske selv er gift) bliver for eksempel forelsket i en andens kone. I hemmelighed begynder de at flirte med hinanden, de mødes i smug og viser hinanden deres ømme følelser. For at holde dette skjult for andre, og især for den eller de uskyldige ægtefæller, griber de til løgn og bedrag. Med tiden forlader de måske hver især deres ægtefælle og flytter sammen, og efter at have opnået en ubibelsk skilsmisse gifter de sig med hinanden. De kan udmærket have beregnet udfaldet på forhånd og indset at de ville blive udstødt. Men de forestiller sig at de „måske om et års tid eller deromkring“ kan sige at de har angret deres handling og blive genoptaget, og så har de fået det som de ville have det! Men det er meget alvorligt at misbruge Guds barmhjertighed på den måde. Galaterbrevet 6:7 giver denne garanti: „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ At Jehova misbilliger utugt fremgår af mange skriftsteder, hvilket de der nærer et uret begær ikke bør overse. — Jævnfør Åbenbaringen 21:8; 22:15.

Hvis den udstødte med tiden kommer og beder om at blive genoptaget i menigheden, må de ældste, som repræsenterer menigheden, tage både den begåede handling og overtræderens indstilling op til overvejelse. Angående enhed i troen sagde Paulus at man ikke skulle lade sig påvirke af „menneskers kneb, ved list i at udtænke vildfarelse“. (Ef. 4:13, 14) Dette gælder i forbindelse med at undgå falsk lære, men det gælder i lige så høj grad i forbindelse med at undgå at have mennesker i menigheden som med overlæg har benyttet list og svig for at øve hvad der er ondt. — Jævnfør Andet Korinterbrev 11:13; Salme 101:7; 119:118.

Det udvalg af ældste som behandler denne anmodning om genoptagelse, må gøre sig klart at der er forskel på at bukke under for synd i et svagt øjeblik og bevidst at planlægge at synde. Vi husker at Gud viste Peter barmhjertighed efter at denne havde fornægtet Jesus tre gange; på den anden side henrettede han Ananias og Safira, som i hjertet planlagde hvordan de skulle gennemføre deres bedrageri. — Apg. 5:1-11.

I sager hvor hykleri, falskhed og bedrag har spillet ind, må de ældste følgelig udvise stor forsigtighed. Den pågældende siger måske at han er bedrøvet og har ændret sind, men hvis han var tilbage hvor han begyndte ville han så alligevel „gøre det hele om igen“? Ville han forlade sin ægtefælle for at tage en anden? Nu er han naturligvis trådt ind i et nyt ægteskab og kan ikke uden videre gøre det forbi og genoprette forholdet som det var før; det tidligere ægteskab er blevet opløst ved skilsmisse, ægteskabsbrud og indgåelse af nyt ægteskab. (Matt. 19:9) Men spørgsmålet er alligevel: Viser han ægte anger, er han knust og skærer det ham i hjertet? (Es. 57:15) Føler han sig frastødt af den synd han begik, fremfor blot at være ked af at han er udstødt og ikke har mulighed for at nyde det kristne fællesskab? Har han i tilstrækkelig lang tid, i en periode hvis længde ikke kan afgøres på forhånd, båret den frugt der stemmer med sindsændringen? De ældste må være fuldstændig overbevist om at der er tale om ægte sindsændring. Hvis ikke de er helt sikre i deres sag kan de beslutte at vente et stykke tid og mødes igen for at overveje sagen når der foreligger flere vidnesbyrd.

De ældste må tage deres ansvar for at beskytte menigheden alvorligt, og dog altid holde sig for øje at Gud viser barmhjertighed og ønsker at mennesker opnår livet. (Rom. 2:4) De erkender at de ikke har nogen overmenneskelig evne til at læse et menneskes hjerte og motiver til fuldkommenhed. Det har Jehova, og ham må synderen stå til regnskab. (Hebr. 4:13) Når de ældste overvejer sagen og træffer deres beslutning, vil de derfor søge at lade sig lede af Guds ord og den udstødtes indstilling og hjertetilstand, så vidt de kan bedømme den. Hvis de efterhånden når til den slutning at synderen virkelig har angret og arbejdet på at rense sit hjerte, er det i orden at genoptage ham, ligesom manden i Korint blev genoptaget. (Jak. 4:8) Men der er ingen fastsat tid for hvornår genoptagelsen kan eller bør finde sted. Og selv om menigheden genoptager synderen, må man huske at han eller hun alligevel skal „træde frem for Guds dommersæde“ og aflægge regnskab over for Gud. — Rom. 14:10-12.