Spørgsmål fra læserne
● Hvem er der tale om i Habakkuk 2:5, og hvad betyder verset?
I New World Translation lyder dette vers således: „Og netop fordi vinen er forræderisk, er den våbenføre mand overmodig; og han når ikke sit mål, han der gør sin sjæl rummelig som Sheol, ja, er som døden og ikke kan mættes, men bliver ved med at samle alle nationerne til sig og at indsamle alle folkeslagene til sig.“
Den der „gør sin sjæl rummelig“ er den samme som den der ved militære erobringer ’samler alle nationerne til sig’. Af det første kapitel i Habakkuks bog fremgår det at det ikke er en enkeltperson, men babylonierne eller kaldæerne kollektivt. Med sin krigsmaskine blev kaldæeren ved med at dræbe folk fra nationerne. (1:17, NW) Hans „sjæl“, hans trang til at erobre, kunne ikke mættes. Ligesom umådeholdent drikkeri kan virke forræderisk, idet den drikkende kan miste fornuften og begynde at optræde brovtende eller overmodigt, var kaldæerens krigslykke steget ham til hovedet. Som Sheol og døden, der altid er parate til at kræve flere ofre, var han opsat på at undertvinge den ene nation efter den anden. (Jævnfør Ordsprogene 30:15, 16.) Imidlertid siger profetien at det ikke ville lykkes kaldæeren at nå sit mål. Han ville gå sin ende i møde, og hans erobringskrige ville høre op.
Som en opfyldelse af Bibelens profeti faldt Babylon på én nat i år 539 f.v.t. Da blev det vældige kaldæiske verdensrige underlagt perseren Kyros og mederen Darius. — Dan. 5:28.
● Hvorfor siger Vagttårnet for 15. februar 1980 (side 21) at det tidsrum hvori ’den nye pagt’ har været i virksomhed er ved at være forbi, når der i Hebræerbrevet 13:20 står at denne pagt er ’en evig pagt’?
I Vagttårnet stod der: „Det tidsrum hvori den nye pagt har været i virksomhed er åbenbart ved at være forbi, for formålet med den har været at frembringe 144.000 åndelige israelitter der kunne opnå Guds godkendelse til sammen med Jesus Kristus at få del i det himmelske rige, den ideelle regering for menneskeheden. Når de sidste af disse godkendte åndelige israelitter ophører med at være mennesker idet de dør og bliver oprejst til liv i det himmelske rige, vil Jesu Kristi rolle som mellemmand også ophøre.“
Læg mærke til at Vagttårnet ikke sagde at resultaterne af den nye pagts virksomhed ville høre op. De der lever på jorden vil til evig tid få gavn af at den nye pagt har opfyldt sin hensigt og frembragt 144.000 åndelige sønner af Gud som vil herske sammen med Kristus som hans medarvinger i himmelen. Forholdet kan belyses med følgende eksempel: En mand slutter kontrakt med en anden om at denne skal bygge ham et hus. Huset bliver bygget efter de givne anvisninger, betalingen erlægges, og kontrakten er således blevet opfyldt, men goderne eller resultaterne af kontrakten varer ved langt ud i fremtiden idet ejeren fortsat har glæde af huset.
I Hebræerbrevet 13:20 taler apostelen Paulus om at Jehova „førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts [græsk: diatheʹke aioʹnios] blod“. The Emphatic Diaglott gengiver udtrykket med „en æonisk [i den interlineare tekst siges: „tidsalder-varende“] pagts blod“. Det samme græske udtryk benyttes i Septuaginta-oversættelsen som en gengivelse af de hebraiske ord berithʹ ohlamʹ i Anden Mosebog 31:16, som sigter til sabbatsloven (en del af Lovpagten), der jo hørte op, skønt den i mange oversættelser omtales som ’en evig pagt’. (2 Mos. 31:17, LXX; Kol. 2:13-16) På tilsvarende måde varede pagten med Aron og hans sønner om „et evigt [hebraisk: ohlamʹ; græsk: aioniʹa] præstedømme“ kun „til fjerne tider“ (NW). — 2 Mos. 40:15; 4 Mos. 25:13; Hebr. 7:11, 12.
Det hebraiske ord ohlamʹ og det tilsvarende græske ord aioʹnios kan enten betegne noget der er evigt i den forstand at det aldrig hører op, eller noget der varer en ikke nærmere angivet tid. Den mosaiske lovpagt og pagten om det levitiske præstedømme hørte op efter at have eksisteret i en ikke nærmere fastsat tidsperiode idet de da havde tjent deres hensigt. Dog havde de udvirket varige goder. På samme måde vil den nye pagt høre op når alle de salvede er blevet oprejst til udødeligt liv i himmelen.
Jehova sagde også at hans løfte til Abraham om ’velsignelsens sæd’ ville være „en evig pagt“ [hebraisk: ohlamʹ; den græske Septuaginta: aioʹnion] eller „en pagt til fjerne tider“ (NW). (1 Mos. 17:7; 22:18) Da den mosaiske lovpagt blev bragt til ophør ved at Jehova naglede den til marterpælen, blev den som supplement til Abrahamspagten afløst af den nye pagt. Abrahamspagten, der altså varer „til fjerne tider“, vil være opfyldt når de sidste af dem der udgør den sekundære del af ’Abrahams sæd’ har fået deres himmelske belønning og når denne „sæd“ — Kristus og hans 144.000 medregenter — har fuldført sin opgave med at skænke menneskeheden livgivende goder og et fuldkomment styre gennem tusind år. — Gal. 3:16, 19, 29; Åb. 14:1; 20:6; 1 Kor. 15:24, 28.