Et klogt ordsprog
„En dåre giver straks sin krænkelse luft, den kloge spottes og lader som intet.“ — Ordsp. 12:16.
Hvordan reagerer du når nogen med urette kritiserer dig eller taler nedsættende om dig? Som det fremgår af Ordsprogene 12:16, er det en ret almindelig reaktion blandt ufuldkomne mennesker at fare op. Mange giver straks udtryk for deres krænkelse og svarer hidsigt igen. Men hvordan reagerer „den kloge“? At være ’klog’ bliver i Ordsprogene ofte sat i forbindelse med at have forstand og visdom. Den der er klog tænker en sag nøje igennem i stedet for kun at reagere følelsesmæssigt. (Ordsp. 13:16; 14:8; 22:3) Når den kloge bliver udsat for uretfærdig kritik eller en smålig fornærmelse som synes at bringe vanære over ham, holder han sin tunge i tømme. Han bevarer selvkontrollen, i stedet for at lade den anden eller situationen få kontrol over ham. Og hans kloge handlemåde er til stor gavn for ham. Han undgår derved de stridigheder der ofte opstår når en giver sin krænkelse luft.