Guds ord er levende
Jesus Kristus — barn i en krybbe eller konge i himmelen?
NÅR folk ved juletid tænker på Jesus, forestiller mange sig ham som et spædbarn i en krybbe. Man kan se små grupper af modeller som forestiller „vismændene“ der bringer et nyfødt spædbarn gaver; og folk siger at det var på denne årstid Jesus blev født. Men siger Bibelen det?
Hvorfor ikke slå op i din egen bibel og finde ud af hvad den i virkeligheden siger. Læs omhyggeligt Lukas 2:1-20 og Mattæus 2:1-16. Siger Bibelen ikke her at der var hyrder ude på markerne, hvor de vogtede deres hjorde, da Jesus blev født? Da december falder i den regnfulde og kolde årstid i Palæstina, er det ikke sandsynligt at fårehyrder ville ligge ude med deres hjorde på den tid af året.
Læg også mærke til at disse begivenheder faldt sammen med tidspunktet for indskrivningen, hvor folk måtte rejse til deres hjemby for at lade sig skrive i mandtal. Det er ikke særlig sandsynligt at de romerske myndigheder ville forlange af et folk der i forvejen havde tendenser til oprør, at det skulle begive sig ud på en rejse midt i den værste vinter for at lade sig indskrive. Og der er endnu flere vidnesbyrd om at Jesus ikke blev født ved juletid. (Se side 10.)
Lagde du også mærke til at da de såkaldte vismænd bragte Jesus gaver, var han ikke længere et spædbarn i en krybbe? Der står: „Da de gik ind i huset så de det lille barn hos Maria, dets moder.“ (Mattæus 2:11) Hvem var egentlig disse „vismænd“ der ikke blev ledet af anvisninger fra en engel, men af en stjerne? De var magere, eller astrologer. Astrologi er almindeligt mange steder, men Gud fordømmer det ikke desto mindre. — Esajas 47:12-15.
Som Bibelens beretning viser, førte stjernen ikke først disse astrologer til Jesus i Betlehem, men til den mordlystne kong Herodes i Jerusalem. Hvis Gud havde brugt stjernen til at lede astrologerne, mon han da først ville have ført dem til Jerusalem for at de kunne træffe denne farlige konge? Selvfølgelig ikke!
Da stjernen endelig førte astrologerne til Jesus, greb Gud ind og advarede i en drøm disse mænd mod at tage tilbage til Herodes, og frelste derved Jesu liv. Hvordan kan vi vide det? Jo, for da Herodes fandt ud af at astrologerne var flygtet uden at give ham besked, forsøgte han at dræbe Jesus. Men på det tidspunkt havde Gud sørget for at Jesus var bragt i sikkerhed. Stjernen var altså i virkeligheden en del af Satan Djævelens ondsindede plan om at få Jesus dræbt!
Det er også en del af Djævelens ondsindede plan at få folk i dag til blot at tænke på Jesus som et hjælpeløst spædbarn. Men Jesus er ikke længere et spædbarn! Før Jesus blev født, havde engelen Gabriel sagt om ham til hans moder: „Han skal herske som konge . . . og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:33) Jesus Kristus hersker nu som en mægtig konge i himmelen, og hvis vi skal opnå liv under hans riges styre, er det af største betydning at vi anerkender dette. — Esajas 9:6, 7.
[Illustration på side 8]
Hvad er forkert på dette billede?
[Illustrationer på side 9]
„Vismændene“ fulgte en stjerne — hvor kom den fra?
Hvordan forestiller du dig Jesus?