Kaster du „dit brød på vandet“?

SOM i så mange gennemsnitsfamilier måtte et ægtepar blandt Jehovas vidner i det sydlige Brasilien arbejde hårdt for blot at skaffe det daglige udkomme. Foruden at forsørge deres tre børn, der alle var under seks år, drev de i fællesskab en købmandsforretning. Som indviede kristne var de imidlertid opmærksomme på deres børns og to unge logerende medhjælperes åndelige vel. Det var i 1946, og det var en virkelig udfordring. Der fandtes dengang intet af det fremragende studiemateriale for unge som vi har nu, og i hele staten Santa Catarina var der blot otte Jehovas vidner, hvoraf kun tre boede i deres by. Hvad kunne de gøre?

Efter den vise kong Salomons råd om at ’kaste sit brød på vandet’ (Prædikeren 11:1), besluttede de at være gavmilde med at uddele åndeligt brød ved at gøre god brug af den daglige bibeltekst Vagttårnet bragte. (Det var før årbogen udkom på deres sprog.) Hele familien, medhjælperne ikke undtaget, samledes til middagsmåltidet, og dér drøftede man dagens bibeltekst. Et af familiemedlemmerne havde til opgave at finde bladet med kommentarerne til teksten frem; den blev så læst højt, og hver enkelt var fri til at kommentere. Til at begynde med syntes de unge medhjælpere at det var en mærkelig skik, men de vænnede sig snart til den og begyndte at deltage i de daglige drøftelser.

Ægteparrets trofaste indsats gennem årene blev rigeligt belønnet. Deres datter, som var den ældste, tjente sammen med sin mand som specialpioner (heltidsforkynder) indtil et spædbarn meldte sin ankomst. (Dette barnebarn er nu 20 år gammelt og har også taget heltidstjenesten op.) Ægteparrets andet barn, en søn, har tjent Jehova på heltidsbasis i næsten 20 år. Nu tjener han og hans kone på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Brasilien. Den yngste søn er ældste i en menighed og er nu ved at oplære sin egen søn i retfærdighedens veje.

Men hvad med de ansatte? I årenes løb kom over en halv snes store drenge og piger til at arbejde hos familien. Af pigerne tog Ester snart imod sandheden, og hun fortsætter sammen med sin mand og sine børn trofast i forkyndelsen af den gode nyhed. Hendes ældste datter har tjent i mere end ti år som specialpioner. Vitalina var en standhaftig katolik da hun begyndte at arbejde for familien. Senere har hun indrømmet: „Jeg var en ’hård nød at knække’, men nu er jeg meget lykkelig over at tjene Jehova. Jeg har været specialpioner i mere end ti år.“ Marta tjente et stykke tid på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Rio de Janeiro. Nu er hun og hendes mand optaget af at oplære deres egne børn til at tjene Jehova. To andre piger, Nelci og Sueli, tog også imod sandheden og tjener fortsat Jehova trofast.

Og drengene? Rudibert og Pedro tjener begge som ældste i deres respektive menigheder i dag. Abrilino og hans familie er også trofaste tjenere for Jehova.

Hvis alle disse familier blev samlet i dag, ville de udgøre en gruppe på 40 lykkelige lovprisere af Jehova, mange af dem i heltidstjenesten. Hvilket fremragende vidnesbyrd om kristen tro og urokkelighed! Og alt sammen et resultat af et inderligt og lykkeligt familieforhold, hvor man trofast gjorde brug af den glimrende foranstaltning som dagsteksten og kommentaren er. Denne familie har erfaret at åndeligt brød der gavmildt kastes på vandet bliver fundet igen, „går end lang tid hen“.