Spørgsmål fra læserne
■ Hvorfor afslår Jehovas vidner at modtage andre religiøse publikationer i bytte for de blade og bøger de tilbyder i deres forkyndelsesarbejde?
Jehovas vidner udfører deres offentlige forkyndelse efter guddommelig anvisning. Med henblik på „afslutningen på tingenes ordning“ sagde Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:3, 14) Når Jehovas vidner går ud og besøger andre, er det derfor ikke for at søge sandhed eller oplysning. De har i forvejen tilbragt mange timer med at lære sig sandheden fra Guds ord, og i lydighed mod den gode nyhed som de har tilegnet sig, går de ud for at også andre kan få del i den.
Mange mener at ’der er noget godt i alle religioner’ og vil måske sige at det er snæversynet at have en anden opfattelse. (Se her Jesu ord i Mattæus 7:13, 14, 21-23.) De græske filosoffer i fortidens Athen var fortalere for en sådan „frisindet“ holdning, og de holdt meget af ’at fortælle og at høre nyt’. (Apostelgerninger 17:18-21) Men da apostelen Paulus trådte frem for dem, var det ikke for at udveksle filosofiske anskuelser eller ideer. Han benyttede lejligheden til at fremlægge det han vidste var sandt, uanset om han blev betragtet som snæversynet eller ej. Nogle af athenerne hånede ham, men en hel del lyttede og kom til troen. — Apostelgerninger 17:32-34; 2 Korinter 6:14-18.
Paulus havde tydeligvis kendskab til nogle af grækernes opfattelser, og dette kendskab var med til at gøre hans vidnesbyrd virkningsfuldt. (Apostelgerninger 17:28) Jehovas vidner er heller ikke uvidende med hensyn til andres tro. De har et betydeligt grundlæggende kendskab til læresætningerne i de trossamfund der er udbredte dér hvor de virker. Bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene? og talrige artikler i Vagttårnet og Vågn op! har behandlet sådanne læresætninger. Dér stilles de forskellige trossamfunds lærepunkter op over for Bibelens sande lære.
Guds ord siger advarende til kristne: „Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt skal være i overensstemmelse med deres gerninger.“ (2 Korinter 11:14, 15) Satan optrådte som en „lysets engel“ med så stor dygtighed at han kunne bedrage et fuldkomment menneske, Eva. (1 Timoteus 2:14) Det ville derfor være dumdristigt — og spild af tid — hvis Jehovas vidner tog imod publikationer fra falsk religion, læsestof der har til formål at bedrage. De ønsker ikke at efterligne de frafaldne jøder, der, som Paulus sagde, „ombyttede Guds sandhed med løgnen“. — Romerne 1:25, NV; da. aut.; RSV.
Nogle af de religiøse publikationer man måtte opfordre os til at læse, er ydermere skrevet af frafaldne, eller indeholder tanker fra sådanne. Sande kristne har fået befaling til at holde sig fra frafaldne. (2 Johannes 9-11; Titus 3:10, 11) Følgende vejledning fra Vagttårnet for 15. september 1983 er derfor meget på sin plads:
„I det første århundrede faldt Hymenæus og Filetus fra troen, og forsøgte at undergrave andres tro. Guds lov lød: ’Gå uden om tom snak som krænker det der er helligt.’ (2 Timoteus 2:16-19) Kristne der holdt fast ved denne norm, var ikke interesseret i at lytte til frafaldne eller i at tage imod nogle af de giftige skrifter som de måske spredte ’for uærlig vindings skyld’. Hvorfor være med til at finansiere deres ondskab ved at købe deres litteratur? (Titus 1:11) Lad os som loyale kristne holde fast ved Guds normer, fylde vort sind med det der er sandt og retfærdigt, og med værdsættelse og loyalitet blive ved den kanal der har lært os Bibelens sandhed at kende. — Se Første Timoteusbrev 4:16.“ — Side 12, 13.
Det er således et udtryk for visdom og for respekt for Guds ord når Jehovas vidner ikke som almindelig praksis tager religiøse publikationer der udbreder falsk lære og frafald, i bytte for deres bibelske bøger og blade som indeholder sund bibelundervisning.