Familien i en verden der er præget af tvivl
Bibelen har meget at sige om familieliv. Den fortæller at familien bør være grundlagt på kærlighed og dét at to mennesker varigt har forpligtet sig over for hinanden og over for deres børn. (Mattæus 19:4-6) Selv i samfund der hverken kender Bibelen eller følger dens principper, har menneskets erfaring gennem 6000 år bevist familiens værdi.
Alligevel er mange unge blevet påvirket af den indstilling der kommer til udtryk i pressen, i bøger og i fjernsynet, og er begyndt at tvivle på ægteskabets værdi i vore dage. Nogle mener at ægteskabet sætter for snævre rammer for dem og at deres „frihed“ begrænses hvis de skal være deres ægtefælle tro i moralsk henseende. Da de er skeptiske over for den gamle moral går de ind for en „ny“ moral — der i virkeligheden bare er den gamle umoral under et nyt navn. De bor sammen, men forpligter sig ikke til at skabe et liv sammen i kærlighed, tillid og enhed.
Tiden går. De bliver ældre. Når de så får brug for den loyalitet og støtte som de kunne have opbygget, går det ofte op for dem at de er blevet vraget; de er alene og ulykkelige. Først da forstår de at den anden heller ikke følte sig forpligtet på nogen måde og slet ikke havde til hensigt at bruge af sin tid og vise kærlighed og hengivenhed når det virkelig var nødvendigt.
Gud ved hvordan vi er skabt. Han ved hvad der er bedst for os. Hans moralprincipper kan ikke ignoreres eller tilsidesættes uden alvorlige konsekvenser. Dette står fast, uanset hvad der siges i en verden der er præget af tvivl.