Spørgsmål fra læserne

■ På hvilken måde meddelte slangen i Edens have sig til Eva da den fristede hende?

I Første Mosebog 3:1 står der: „Slangen var træskere end alle markens andre dyr, som Gud [Jehova] havde gjort, og den sagde til kvinden: ’Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?’“

Der har været fremsat forskellige teorier om hvordan slangen meddelte sig til Eva, blandt andet den tanke at den gjorde sig forståelig ved hjælp af bevægelser og „gestus“. Den engelske præst Joseph Benson har fremsat denne kommentar: „Vi oplyses ikke om hvordan den talte til hende; men det forekommer mest sandsynligt at det var ved en form for tegn. Nogle har ganske vist fremsat den formodning at det dengang var almindeligt at slanger kunne ræsonnere og tale, og at Eva derfor ikke var overrasket over at denne slange ræsonnerede og talte, hvad de mener at hun ellers ville være blevet. Men for dette findes der intet bevis.“a

Nogle har sagt at slangens tilstedeværelse og handlinger var talende nok i sig selv. Det var naturligvis ikke til dyrene, men til Adam Gud havde sagt: „Af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Hvis slangen — der var kendt for at være „det forsigtigste“ (NW) af alle dyr — var i træet, kunne Eva dog godt have fået det indtryk at der ikke var noget farligt ved træet. Slangen kunne også have foretaget lokkende bevægelser, som for at vise at træet og det som det kunne byde på, kun var godt og gavnligt.

Men bevægelserne alene kunne næppe have udtrykt alt det vi læser i Første Mosebog 3:1-5, for eksempel slangens påstand om at Eva ville blive som Gud „til at kende godt og ondt“. Ydermere hedder det i den inspirerede beretning at slangen „sagde [altså talte] til kvinden . . .“. Eva svarede derfor, logisk nok, ved at tale. Videre hedder det: „Da sagde slangen til kvinden . . .“ Hvis man, som Joseph Benson, holder på at slangen kun meddelte sig ved hjælp af tegn og bevægelser, kunne man nå til den slutning at Eva også svarede på denne måde, ved hjælp af gestus.

Apostelen Paulus omtalte episoden og sagde advarende til de kristne i Korint: „Jeg er bange for at som slangen forførte Eva med sin underfundighed, vil jeres sind også på en eller anden måde fordærves.“ Faren stammede fra „falske apostle, svigefulde arbejdere“. Truslen fra disse „overmåde store apostle“ bestod givetvis i mere end blot tegn og gestus; den bestod i det de sagde, deres underfundige ord som kunne føre andre på vildspor. — 2 Korinter 11:3, 5, 13.

Havde den bogstavelige slange da de nødvendige taleorganer for at kunne meddele sig med ord? Det er der intet der tyder på. Det havde den imidlertid heller ikke behov for. Da Jehova talte til Bileam gennem et æsel, var det ikke ensbetydende med at æselet havde de samme komplicerede taleorganer som Bileam. Vi læser: „[Jehova] åbnede æselets mund, og det sagde til Bileam: . . .“ Bileam svarede, og hørte en yderligere udtalelse fra dette dyr, der i sig selv naturligvis ikke kunne tale som et menneske. (4 Mosebog 22:26-31) I dette tilfælde åbnede Jehova Bileams øjne så han så at der også var en engel, en åndeskabning. Da dette „umælende lastdyr ytrede sig med et menneskes stemme“, var foranledningen og kraften dertil altså fra det åndelige plan. — 2 Peter 2:16.

Benyttede Jehova sig da af en slags „mirakuløs bugtale“? Måske, men vi kan ikke med sikkerhed fastslå hvilken fremgangsmåde Jehova benyttede. Johannes 8:44 og Åbenbaringen 12:9 viser imidlertid at den der stod bag den bogstavelige slange i Eden, var den der blev kaldt „Djævelen og Satan“. Også han er en åndeskabning, men en ond åndeskabning. — Se også Første Samuelsbog 28:7, 8, 15-19.

Af det foregående må vi slutte at det som Eva opfattede var tale — ord som hun kunne høre og svare på — skønt den bogstavelige slange måske har understreget ordene ved sine bevægelser. Bag det hele stod den store bedrager, Satan, der ’til stadighed giver sig ud for at være en lysets engel’. — 2 Korinter 11:14.

[Fodnote]