Spørgsmål fra læserne
■ Var apostelen Paulus medlem af det kristne styrende råd?
Det er rimeligt at slutte at Paulus var medlem af det kristne styrende råd i det første århundrede.
Bibelen giver kun få detaljer vedrørende sammensætningen af det første styrende råd; de fleste oplysninger findes i Apostelgerninger, kapitel 15. Her viser beretningen at den gruppe mænd som i år 49 udgjorde det styrende råd, bestod af „apostlene og de ældste i Jerusalem“. Hvem var disse mænd? — Apostelgerninger 15:2, 4, 6.
Jakob, Jesu halvbroder, præsiderede ved dette møde. Man drøftede spørgsmålet om hvorvidt de hedninger der omvendte sig til kristendommen skulle holde Moseloven, og altså også loven vedrørende omskærelsen. Apostelen Peter tog del i denne drøftelse. Beretningen nævner Judas (kaldet Barsabbas) og Silas som „ledende mænd blandt brødrene“, men siger ikke specielt at de var med i det styrende råd. (Apostelgerninger 15:7, 13, 22) Bibelen giver nemlig ikke en komplet liste med navnene på dem der udgjorde rådet. Nogle har ment at Paulus ikke kan have været med fordi han var rejsende missionær og fordi det var ham der kom med spørgsmålet fra menigheden i Antiochia i Syrien.
Det er rigtigt at Paulus ikke var en af „de tolv“ som havde vandret med Jesus, for det var Mattias der var blevet valgt til at erstatte Judas Iskariot.a Men disciplen Jakob var heller ikke blandt „de tolv“, selv om han tydeligvis var blandt dem der udgjorde det styrende råd. (Apostelgerninger 6:2; 1:15-26) Desuden havde Jesus vist sig for Paulus og udpeget ham som ’et udvalgt redskab der skulle bære hans navn ud til nationerne’. Hermed var Paulus blevet „apostel, hverken fra mennesker eller ved et menneske, men ved Jesus Kristus og Gud“. Han benævnte sig selv som „apostel for nationerne“. — Apostelgerninger 9:3-6, 15; Galaterne 1:1; Romerne 11:13; 1 Korinther 9:1; 15:7, 8.
Alt det Paulus udrettede ved Guds kraft, er et yderligere vidnesbyrd om at han var med i det styrende råd af ’apostle og ældste’ som ledede menighederne. Paulus skrev 14 af De kristne græske Skrifters bøger. Peter fandt at de skrifter som „vor elskede broder Paulus“ havde skrevet, var ligestillet med „de øvrige skrifter“. (2 Peter 3:15, 16) Paulus førte på betydningsfuld måde an i udbredelsen af kristendommen, og han gav menighederne et væld af anvisninger. Hans inspirerede skrifter viser at han undertiden selv traf afgørelser — hvilket kun er at forvente af et medlem af det styrende råd når man tager den tids langsommelige kommunikationsmidler i betragtning og husker på at han opholdt sig langt borte fra det centrale råd. (1 Korinther 5:11-13; 7:10, 17) Ved andre lejligheder bragte han imidlertid sagerne frem for hele det styrende råd, hvilket beretningen i Apostelgerninger, kapitel 15, viser.
„Paulus, en Guds træl og en Jesu Kristi apostel,“ skrev til Titus: „Jeg [efterlod] dig på Kreta, for at du kunne rette de ting der var mangler ved, og indsætte ældste i by efter by, sådan som jeg gav dig besked om.“ (Titus 1:1, 5) Der er således ingen tvivl om at Paulus, mens han rejste, var talsmand for det centrale styrende råd. — Apostelgerninger 16:4, 5.
Så selv om Paulus’ opgave fra Herren betød omfattende rejser og hyppigt fravær fra det centrale råds møder, er den måde han blev brugt på af Gud og Kristus, et stærkt vidnesbyrd om at han var med i det styrende råd.
[Fodnote]
a På dette tidspunkt var apostelen Jakob blevet dræbt. — Apostelgerninger 12:2.