Er Gud en virkelig person?
„DER må være en Gud til,“ skrev avisen Daily Express den 14. august 1981 i en artikel om to fremtrædende videnskabsmænd der tilsyneladende var begyndt at tro på Gud. De var blevet ’omvendt’ efter at have konstateret hvor utroligt lille sandsynligheden er for at livet er opstået af sig selv. Men hvilken opfattelse havde disse to videnskabsmænd af Gud? Daily Express skriver: „De mener at Gud er selve universet.“
Hvis du tror på Gud, hvordan opfatter du ham så? Mener du også at han er en udefinerlig intelligens, en abstrakt, allestedsnærværende kraft? Eller betragter du ham som en konkret, fornuftbegavet person?
Nogle har svært ved at forestille sig Gud som en person — måske fordi de føler at det er ’forkert’, at det reducerer ham til et menneskeligt væsen i stil med den forestilling mange børn har om Gud: En hvidskægget olding der sidder på en sky, eller, som Michelangelo skildrede ham i sine berømte loftfresker i Vatikanets Sixtinske Kapel: En muskuløs og dynamisk ældre mand der svæver frit i luften.
Man kommer ganske vist næsten automatisk til at tænke på et menneske når man hører ordet „person“. I opslagsværket Webster’s Third New International Dictionary defineres ordet „person“ da også som „et menneske som individ“, men værket giver desuden denne definition: „Et væsen der er kendetegnet af bevidst fatteevne, fornuft og moralfølelse.“ Man kan derfor godt forestille sig Gud som en person uden at reducere ham til et menneske.
’Kan det ikke være ligegyldigt om man betragter Gud som en abstrakt kraft eller som en person?’ spørger du måske. Men hvis Gud blot var en udefinerlig kraft, ville dét så ikke betyde at også menneskelivet blev noget rent mekanisk? Mennesket ville blive reduceret til et lille hjul i et stort maskineri. Hvis Gud derimod er en fornuftbegavet person, vil det give vort liv langt større mening. Ja, det vil give os mulighed for at opnå et personligt forhold til denne person.
Vi kunne uden tvivl alle tænke os at få et personligt forhold til Gud. Men hvordan kan vi vide om han er en person? Og hvis han er en person, hvordan kan vi da lære ham at kende? Lad os se hvad Bibelen har at sige om disse spørgsmål.