„Som en brølende løve“
TROR du at Satan eksisterer? Det er der mange i dag der ikke gør. De synes at anse det for at være „uvidenskabeligt“. Helt tilbage i 1911 skrev Encyclopædia Britannica: „Videnskaben har forklaret mange af processerne i den ydre natur og menneskets indre liv på en måde så der ikke er rum for en satanisk magt.“ Teologer slutter at Satan kun er et symbol, en myte. The World Book Encyclopedia siger: „Mange moderne teologer opfatter Djævelen som et symbol på det onde, på de dårligste egenskaber i den menneskelige natur.“
Hvad taler kendsgerningerne for? Hvis man tror på Bibelen er man nødt til at tro på at Satan eksisterer. Jesus ikke bare troede på at han var til, men kaldte ham „verdens hersker“. (Johannes 14:30) Apostelen Paulus kaldte Satan for „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Og den aldrende apostel Johannes skrev: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.
Hvis man ikke er enig med Johannes behøver man blot at tænke på det der er sket i historien i de senere år — dødspatruljer og regeringers brug af torturmetoder. Tænk på de krige og folkedrab som vores generation har oplevet. Og hvad med de ondskabsfulde forbrydelser der har givet overskrifter til aviserne — massemord, voldtægter, lystmord, seksuelt misbrug af børn, for bare at nævne nogle få ting? Kunne andre end Satan være denne verdens Gud?
Apostelen Peter advarer: „Hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ (1 Peter 5:8) Hvis en løve var løs og gik rundt dér hvor du boede, ville du da sætte spørgsmålstegn ved om det nu også var en løve? Eller ville du skynde dig at søge beskyttelse?
Vær forvisset om at Satan eksisterer. Han er ubarmhjertig og ondskabsfuld og besidder større magt end noget menneske. Søg beskyttelse hos en der har endnu større magt end Satan. „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes,“ siger Ordsprogene 18:10. Søg derfor i skjul hos Jehova Gud, i bevidstheden om at han snart vil udfri menneskeheden fra påvirkning fra den onde, Satan. Hvilken udfrielse! — Åbenbaringen 20:1-3.