Nyt fra Rigets arbejdsmark
Han fulgte sin bibeloplærte samvittighed
ISRAELS kong David bad til Jehova om hjælp, idet han sagde: „Jeg vil vandre i min uangribelighed. Løskøb mig og vis mig din gunst.“ (Salme 26:11) Gud viste David sin gunst fordi han bevarede sin uangribelighed. Jehova velsignede også Jesus fordi han gjorde sin himmelske Faders vilje. I Colombia velsignede Jehova en teenager der fulgte sin bibeloplærte samvittighed og var besluttet på at gøre Guds vilje. Denne unge mand fortæller:
„Da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, gik jeg på en katolsk skole. Men når jeg overværede messen nagede min samvittighed mig. Derfor gik jeg til skoleinspektøren (som var præst), samt skolevejlederen og ordensduksen i min gruppe og bad om at blive fritaget for at gå til messe. Jeg blev fritaget, men nogle prøvede alligevel at tvinge mig til at overvære messen. Presset blev forstærket lige efter at jeg var blevet døbt som et af Jehovas vidner. Min far truede med at smide mig ud hjemmefra hvis jeg blev bortvist fra skolen. Hans plan var at jeg skulle tage en universitetsuddannelse og gøre karriere.
Skoleinspektøren advarede os gentagne gange mod at forsømme de katolske forpligtelser. Da tiden kom for årets første messe, gemte jeg mig til den var slut. Derefter gav jeg læreren (en præst) et eksemplar af brochuren Skolen og Jehovas Vidner og fortalte ham at jeg som et af Jehovas vidner ikke kunne overvære messen. Han sagde: ’Du må hellere begynde at se dig om efter en anden skole.’ Hvis jeg blev bortvist fra skolen ville det som sagt også betyde at min far smed mig ud hjemmefra. Ikke desto mindre bad jeg til Jehova og fortsatte med at aflægge et grundigt vidnesbyrd for mine skolekammerater.
Det blev ferietid. Da jeg kom tilbage efter ferien var det igen tid til messe. Skoleinspektøren og de andre præster stod foran kapellet, parate til at høre på vore skriftemål. Jeg rystede af skræk. Jeg gik ind og satte mig ned, men min samvittighed nagede mig. Da sangen begyndte tænkte jeg ’Hvad gør jeg her? Jehova er min Gud. Jeg kan ikke være en kujon og forråde ham. Jeg kan ikke svigte ham. Han vil aldrig svigte mig.’ Jeg bad Gud om mod. Derefter gik jeg ud af kapellet og stillede mig ind i rækken der skulle skrifte. Da jeg nåede hen til skoleinspektøren sagde jeg: ’Hr. lærer, jeg er ikke kommet for at skrifte.’ Han sagde: ’Det tænkte jeg nok.’ Jeg fortalte ham at jeg var indstillet på at det kunne få konsekvenser, men at min samvittighed ikke tillod mig at deltage i messen. Jeg kunne ikke gå imod det jeg havde lært ud fra Bibelen.
Han kiggede på mig, smilede og sagde: ’Jeg beundrer dig. Alle I Vidner er beundringsværdige. I sætter Gud først og er villige til at adlyde hans love uanset konsekvenserne. Fortsæt med det. Du gør det rigtige. Jeg ville ønske at alle katolikker var som du og udviste en lignende nidkærhed og kærlighed til Gud. Fra nu af er du fritaget for at deltage i alle vore religiøse handlinger.’ Hvor var jeg lykkelig! Jehova havde velsignet min beslutning om at følge min bibeloplærte samvittighed.
Den næste dag sagde skoleinspektøren til eleverne: ’Andre religioner er foran os. Hvorfor er vi ikke som de, nidkære med en dyb kærlighed til Gud og et ønske om at tjene ham frem for alt? Det burde være en hjertesag for os.’
Med tiden blev skoleinspektøren forflyttet til Rom, og den nye inspektør kommenterede ikke min udeblivelse fra messen. Min far flyttede også hjemmefra, hvilket bevirkede at jeg efter eksamen havde mulighed for at nå mit mål — at blive heltidsforkynder.“
Jehova velsignede denne unge mand der fulgte sin bibeloplærte samvittighed. Og sådan vil han velsigne enhver der søger at gøre hans vilje. — Ordsprogene 3:5, 6.