„Guds fred som overgår al forstand“
OP GENNEM historien har Guds trofaste tjenere oplevet perioder med stærkt følelsesmæssigt pres. Dette gælder ikke mindst i dag, hvor vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“! (2 Timoteus 3:1) Apostelen Paulus rådede de kristne til i bøn at kaste al deres bekymring på Jehova. Med hvilket resultat? „Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:7.
Hvori består „Guds fred“? Det er den ro og forvisning der kommer af at have et nært forhold til Skaberen. Uanset hvilke problemer vi måtte have, er vi i kraft af dette nære forhold forvissede om at ’HERREN ikke vil forlade sit folk, og ikke vil svigte dem der tilhører ham’. — Salme 94:14, Todays English Version.
Det betyder dog ikke at vi aldrig vil opleve modgang. „Mange ulykker rammer den retfærdige,“ skrev salmisten. (Salme 34:19) Men Guds fred kan virke lindrende. Hvordan?
Paulus skrev at Guds fred „overgår al forstand“ eller, som det gengives i Concordant Version, „overgår enhver sindstilstand“. Ængstelse kan give sig udslag i mange forskellige følelsesmæssige reaktioner. (Prædikeren 7:7) Men Guds fred kan hjælpe os til at bevare ligevægten, især når vi behøver en „kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7; 2 Timoteus 1:7.
Guds fred er desuden et værn som kan ’beskytte vort hjerte og vort sind’, som Paulus skrev til filipperne. Det græske ord som her er oversat med „beskytte“, er et militært udtryk der sikkert har ledet tanken hen på en vagtpost der våger dag og nat. På samme måde kan Guds fred våge over vort hjerte og vort sind døgnet rundt. — 1 Korinther 10:13; jævnfør Efeserbrevet 4:26.
I betragtning af de vanskelige forhold vi lever under i dag, bør vi så ikke være taknemmelige for at vi kan erfare Guds fred? — Salme 18:2; jævnfør Anden Mosebog 40:38.