Sag mod Jehovas Vidner afgjort
EFTER gentagne udsættelser mødtes appelretten i Thessalonika i Grækenland endelig den 8. juni 1995 for at behandle en sag mod fire kvinder som er Jehovas vidner. Hvad var de anklaget for? Hvervning af proselytter, noget som græsk lov i mere end 50 år har forbudt.
Men da sagen endelig kom for retten, var anklagerens hovedvidne — præsten som havde sat det hele i gang — ikke længere i live. En anden præst forsøgte at få lov til at vidne i hans sted, men retten accepterede ikke hans anmodning. Det var derfor ikke overraskende at retssagen kun varede 15 minutter. Dommeren afhørte anklagerens andre vidner, hvorefter han frikendte de anklagede. Denne afgørelse antyder at græske domstole er indstillet på at respektere og følge den kendelse som Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstol afsagde i 1993.
Det var især overraskende at de tre kvinder som anklagemyndigheden førte som vidner, ønskede forkynderne til lykke. En af dem sagde: „Vi vil gerne undskylde alt det der er sket.“ Hun tilføjede: „Det var ikke vores skyld. Præsten tvang os til at anlægge sag imod jer. Nu da han ikke lever mere, er I velkomne i vores landsby og i vore hjem.“
Jehova har endnu en gang givet sit folk i Grækenland en stor sejr. Forbudet mod hvervning af proselytter blev vedtaget i Grækenland i 1938 og i 1939. I 1993 afgjorde Den Europæiske Menneskerettighedskommission og -domstol at det var forkert at bruge denne lov til at forfølge Jehovas Vidner. — Se Vagttårnet for 1. september 1993, side 27-31.