Et platonisk ægteskab?
I ET forsøg på at få dogmet om Marias evige jomfruelighed til at stemme med hendes ægteskab med Josef har mange malere og billedhuggere skildret Josef som en mand i en fremskreden alder. De havde den forestilling at Josef snarere var Marias værge end hendes ægtemand. Men for nylig gjorde pave Johannes Paul II sig til talsmand for et andet synspunkt. Han gav udtryk for at Josef „ikke var en ældre mand på det tidspunkt“, og at „det var hans indre fuldkommenhed, en følge af Guds nåde, som fik ham til at holde sit ægteskabelige forhold til Maria på et platonisk plan“.
Men hvis Maria havde tænkt sig at forblive jomfru hele livet, hvorfor blev hun da forlovet? Paven gav dette svar: „Da Josef og Maria blev trolovet, havde de formentlig indgået en aftale om at leve jomfrueligt.“
Men Bibelen fremstiller sagen anderledes. Ifølge Mattæusevangeliet havde Josef „ikke omgang med hende på noget tidspunkt før hun havde født en søn“. (Mattæus 1:25, den katolske New American Bible, kursiveret af os.) Efter at Jesus blev født, levede Josef og Maria på ingen måde i et platonisk ægteskab. Et af beviserne herfor er at Bibelen senere oplyser at Jesus havde brødre og søstre. — Mattæus 13:55, 56.
Bibelen siger at Maria var jomfru da hun fødte Jesus, men der er intet grundlag for at hævde at hun levede som jomfru resten af sine dage sammen med Josef.