„Hvem har født dugdråberne?“
EN JOURNALIST fra det forrige århundrede har beskrevet dugdråber som „jordens flydende ædelsten, dannet af luften“. For længe siden spurgte Skaberen patriarken Job: „Hvem har født dugdråberne?“ (Job 38:28) Gud huskede Job på at den dyrebare dug var blevet skabt af Ham.
Duggen, hvis funklende skønhed minder om ædelsten, forbindes i Bibelen med velsignelse, frugtbarhed, overflod og bevarelse af liv. (1 Mosebog 27:28; 5 Mosebog 33:13, 28; Zakarias 8:12) I den varme tørketid i Israel holdt „Hermons dug“ landets plantevækst, og dermed også dets befolkning, i live. Den dag i dag stiger vanddampene om natten op fra Hermonbjergets skove og sneklædte højder og fortættes til store mængder dug. Salmisten David sammenlignede duggens forfriskende virkning med den behagelige oplevelse det er at bo i enhed sammen med Jehovas tjenere. — Salme 133:3.
De instruktioner profeten Moses gav Israel, var milde og forfriskende som dugdråber. Han sagde: „Min belæring vil dryppe som regnen, mit ord skal drive som duggen, som sagte regn på græs og som rigelige regnskyl på planterne.“ (5 Mosebog 32:2) I dag forkynder Jehovas vidner den livgivende gode nyhed om Guds rige til jordens ender. (Mattæus 24:14) Guds indbydelse lyder: „’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Millioner fra alle nationer tager imod dette tilbud fra Gud om at blive åndeligt forfriskede, så de kan opretholde livet for evigt.