Myndighederne roser Jehovas Vidner
Cádiz, en spansk havneby der ligger 500 kilometer sydvest for Madrid, har borgmesteren, Doña Teófila Martínez, fået lavet en mindetavle (vist ovenfor) til Jehovas Vidner hvor der står: „Fra rådhuset i Cádiz til Jehovas Vidner som værdsættelse af deres samarbejde og den indsats de har ydet denne by.“ Hvordan har Jehovas Vidner gjort sig fortjent til denne æresbevisning?
Den blev givet som en anerkendelse af det arbejde Jehovas Vidner har gjort for at renovere en del af byens stadion. I adskillige weekender hjalp hundreder af frivillige Jehovas vidner med at ombygge toiletterne i stueetagen på Carranza Fodboldstadion. Nu har alle der benytter stadionet, gavn af den nye rørføring, vandhanerne og gulvbelægningen.
Der har været et godt forhold mellem Jehovas Vidner og byen Cádiz gennem nogen tid. Hvert år har man fra rådhusets side været så venlig at lade Jehovas Vidner benytte Carranza Fodboldstadion til deres årlige områdestævner. Jehovas Vidner er derfor glade for at de kan hjælpe med at vedligeholde stadionet.
Ud over at Jehovas Vidner fra tid til anden udfører den slags arbejde, besøger de regelmæssigt byens borgere for at hjælpe dem på anden måde, nemlig ved at forkynde den „gode nyhed“ om Guds rige for dem. Men de forkynder ikke offentligt for at blive æret af mennesker. De gør det i lydighed mod Jesu bud om at forkynde den „gode nyhed om riget“ og at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 24:14; 28:19) Jehovas Vidner håber at de på den måde kan tjene samfundet ved at lære folk at gå „på retfærdighedens sti“. — Ordsprogene 12:28.