Skibsfart i fortiden

I DET 1. århundrede efter vor tidsregning blev Middelhavet besejlet af talrige handelsskibe af forskellig slags. Nogle af dem var kystbåde, som for eksempel den båd fra Adramyttium hvormed Paulus som fange sejlede fra Cæsarea til Myra. (Apostelgerninger 21:1-6; 27:2-5) Det handelsskib Paulus sejlede med fra Myra, var derimod et stort skib der medbragte en ladning hvede foruden besætning og passagerer, i alt 276 personer. (Apostelgerninger 27:37, 38) Josefus beretter at han engang sejlede med et skib hvorpå der befandt sig 600 personer.

Paulus havde rejst meget med skib og havde oplevet tre skibbrud før denne rejse. (2 Korinther 11:25) Det skib han nu befandt sig på, var et sejlskib der havde storsejl og forsejl, og som blev styret ved hjælp af to store årer i bagstavnen. Under Paulus’ rejse med skibet opstod der en voldsom storm som fik søfolkene til at undersurre skibet (det foregik åbenbart ved at man lagde reb eller kæder rundt om skibets skrog for at holde sammen på det), fire sejlene ned, kaste hvedelasten og takkelagen over bord og surre styreårerne fast (for at de ikke skulle blive ødelagt). — Apostelgerninger 27:6-19, 40.

Så vidt man ved, var de første ankre lavet af sten og blev sænket ned fra skibenes forstavn. Senere blev træankre der havde form som kroge og blev gjort tunge med sten eller metal, anvendt i Middelhavet. Nogle havde arme af bly. Et anker fundet i nærheden af Kyrene vejede cirka 545 kilo. Med tiden gik man over til at anvende ankre der udelukkende var fremstillet af metal, og hvoraf nogle var af den kendte form og andre var dobbeltarmede. Sømændene på det skib Paulus sejlede med, kastede fire ankre ud fra agterstavnen (noget man somme tider gjorde for at ride en storm af). (Apostelgerninger 27:29, 30, 40) Ved hjælp af en lodline kunne man måle vandets dybde. — Apostelgerninger 27:28.