Spørgsmålskasse

◊ Hvordan skal menigheden tage sig af svagelige, handicappede og syge?

Vi har alle pligt til at vise hinanden kærlighed. (1 Joh. 3:17, 18) At sørge for „faderløse og enker i deres trængsel“ er en del af vor gudsdyrkelse. (Jak. 1:27; 2:14-17) Enkeltpersoner gør det oftest på eget initiativ idet deres næstekærlighed indgiver dem ønsket om at hjælpe.

Menighedstjeneren må være opmærksom på de ældres og de syges behov. Han kan måske fortælle menigheden hvem der har brug for kærlig omsorg. Han bør sørge for at de regelmæssigt modtager et eksemplar af Rigets Tjeneste og desuden hjælpes til at overvære møderne hvis de overhovedet har mulighed for det. Andre i menigheden kan, når de får at vide at nogen trænger til hjælp, bistå ved at aflægge dem et besøg, eventuelt hjælpe dem i tjenesten på arbejdsmarken, hjælpe dem med til møder, eller, hvor det er nødvendigt, give dem en håndsrækning med indkøb, rengøring eller vask. Til tider vil bare det at tilberede et varmt måltid for en der er syg, blive meget værdsat. Det vil være venligt at bruge tid på at læse for en blind eller af og til optage foredrag eller dele af møder på bånd, til nogle som ikke har mulighed for at overvære møderne. — Se Vagttårnet for 1962, siderne 499-503; 1966, siderne 267-8, 285-6.

De der er åndeligt modne vil ikke kræve at der bliver sørget for dem eller at de bliver hjulpet økonomisk. For det meste vil ældres og svageliges behov blive dækket af deres egne personlige midler, af familiemedlemmer eller af staten. Man kan bistå dem med at finde ud af hvordan staten hjælper. (Se Vagttårnet for 15. juni 1966, siderne 267-8, 285-6.) Hvis ingen af de ovennævnte former for økonomisk hjælp gives, kan menigheden finde det nødvendigt at træde til. Når menigheden er i stand til det, må den give økonomisk støtte til værdigt trængende. — 1 Tim. 5:9, 10; Gal. 6:10; se også „Dit ord er en lygte for min fod“, side 134.