Fremholdelse af den gode nyhed
— Hvordan vi fremholder tilbudet i kampagnen med „Vagttårnet“
1 I januar og de følgende tre måneder vil vi tilbyde abonnement på Vagttårnet i håb om at et stort antal retsindige mennesker kan blive hjulpet derved. Vi ved hvor værdifuldt dette blad er og hvor gavnligt det er at læse det regelmæssigt. Når vi alle — næsten 12.000 forkyndere — med begejstring tilbyder abonnement på Vagttårnet overalt hvor vi har mulighed for det, vil kampagnen blive en succes. Med hvert abonnement medfølger gratis bogen „Nye Himle og En Ny Jord“ eller en anden af vore bøger som er udkommet før den. I mange tilfælde vil det være udmærket at tilbyde abonnement på begge vore blade. Men, hvordan kan vi samtidig tilbyde et bibelstudium?
2 Man kunne benytte folderen „Vil De gerne forstå Bibelen?“ og ved hjælp af den tilbyde et studium hos alle der tegner abonnement, ja endog hos alle der blot modtager et par blade. Nogle vil ligefrem benytte den i indledningen og tilbyde bibelstudiet først, for så bagefter at tilbyde abonnement på Vagttårnet. Andre vil først holde en lille bibelprædiken, derpå tilbyde abonnement på bladet og så til sidst henlede opmærksomheden på bibelstudiefolderen og det tilbud den indeholder. Men uanset hvilken rækkefølge man gør tingene i, så må man vide hvad man vil sige i forbindelse med at tilbyde bibelstudiet.
3 Man kunne sige: „Jeg vil gerne forære Dem denne folder som indeholder et specielt tilbud til Dem. Den spørger først om vi gerne vil forstå Bibelen, og det tror vi at alle retsindige mennesker gerne vil. På side 2 stilles spørgsmålet ’Hvorfor læse Bibelen?’ Og så siges der: ’Mange har aldrig læst den, og det har De måske heller ikke.’“ Her kan man så læse flere af de spørgsmål der stilles.
4 Øverst på side 3 fremsættes så indbydelsen. Læs den op som et tilbud til den interesserede og hele hans familie. Derefter kommer man naturligt ind på hvornår studiet skal holdes, at det er fuldstændig gratis, og at man bruger den almindelige danske bibel. Man behøver ikke at drøfte alt hvad der står på side 3, men man kan vise det der siges øverst på side 4: „Som hjælp ved sådanne bibeldrøftelser anbefaler vi denne bog“, nemlig ’Sandhedsbogen’. Hvis ikke der er tid til med det samme at demonstrere studiet, kan folderen efterlades og drøftes på et genbesøg.
5 Naturligvis vil vi lægge vægt på at tilbyde abonnement på Vagttårnet, og vi vil også gøre alt hvad vi kan for at dele mange blade ud, men samtidig vil vi, hvor som helst det er muligt, tilbyde bibelstudier. Vi vil bruge god dømmekraft. I nogle tilfælde vil det måske være bedst at foreslå et studium over en af artiklerne i Vagttårnet, fremfor med det samme at anbefale ’Sandhedsbogen’. Vort mål er ikke at sprede mange bøger eller tegne mange abonnementer, men vort mål er ved hjælp af disse midler at hjælpe retsindige mennesker ind på livets vej, og vi er overbeviste om at disse hjælpemidler sammen med et ugentligt studium på bedste måde kan bistå de retsindige.
[Tekstcitat på side 4]
Tilbyd alle der modtager litteratur et bibelstudium