Råb med høj røst i april!
1 Er det ikke rigtigt at vi alle med spændt forventning har set frem til april måneds aktivitet? Vi ved at det med Jehovas hjælp vil blive en måned med fremgang og vækst. Hvordan opnår vi åndelig fremgang og vækst? Trofasthed i tjenesten, og iver og nidkærhed i forbindelse med at følge menighedens arrangementer, vil give fremgang. (1 Kr. 22:13) Vi har alle et stærkt ønske om at Rigets budskab skal råbes ud „med høj røst“. (Åb. 7:10) Mange af jer vil som pionerer eller feriepionerer råbe „med høj røst“, men vi kan alle være med til at ’råbe højere’ end vi plejer at gøre, ved at forøge vor deltagelse i forkyndelsen nu i april. Glæder du dig til at være med? Her er nogle forslag der vil hjælpe os til i forening at råbe „med høj røst“.
2 Et vigtigt mål er at gennemarbejde alt distrikt i løbet af marts og april. Det kræver et omfattende hus-til-hus-arbejde, og det vil være nødvendigt at vise omhu i gennemgangen af distriktet. Rigets budskab må proklameres, og en særlig hjælp i denne henseende vil være særnumrene, Vagttårnet for 15. april og Vågn op! for 22. april. Begge disse blade vil være til rådighed i hele april måned og vil være gode redskaber for os i vore bestræbelser for at finde de lydhøre. Giv disse blade så stor en udbredelse som overhovedet muligt. Da vi samtidig ønsker at gøre disciple, vil vi heller ikke forsømme at tilbyde et bibelstudium ved hver en lejlighed.
3 Skal vi følge den fundne interesse op, er det nødvendigt at føre omhyggelige notater i hus-til-hus-arbejdet, og så at vende tilbage inden for en rimelig tid. Indholdet af særnumrene i både Vagttårnet og Vågn op! er af en sådan art at det let baner vej for en dybere åndelig drøftelse og dermed for et bibelstudium. Hvilken glæde vil det ikke være at se dem der bliver fundet gøre fremskridt på vejen tilbage til fred i Paradis?
4 Et led i forårskampagnen er den ekstra indsats i gadearbejdet. Da et særligt fremstød er planlagt den 10. april, skulle så mange som muligt prøve at tage del i gadearbejdet den dag. Kan du være med? At mange er ude vil betyde at et mægtigt vidnesbyrd vil blive aflagt og mange menneskers opmærksomhed vil blive rettet mod budskabet om Riget.
5 Den ekstra aktivitet i forårskampagnen vil være en god anledning for jer alle til at være med i tjenesten og yde mere end normalt. Mange nye vil uden tvivl også, når den rette hjælp ydes, tage tjenesten op og på den måde vise at de gør fremgang. Lad os alle gøre hvad vi kan for at forøge skaren af lovprisere og dermed i højere grad gøre Jehovas navn og hensigter kendt.
[Tekstcitat på side 1]
Trofasthed i tjenesten fører til fremgang
[Tekstcitat på side 4]
Stræb efter at nå et højdepunkt i april