Hvorfor vi sætter pris på de ældre
1 De ældre blandt Guds hengivne tjenere har altid været højt værdsat. Ordsprogene 16:31 siger: „Grå hår er en dejlig krone, den vindes på retfærds vej.“ I dag er nogle af disse ældre mænd medlemmer af det styrende råd, andre er rejsende tilsynsmænd, ja en hel del af disse ældre er i det hele taget med til at danne rygraden i menighedsadministrationen.
2 Mange gange er menighedens andre medlemmer simpelt hen forbløffede over hvor meget de ældre kan udrette. Mange af dem har været i Jehovas tjeneste meget længe, og de har ikke givet op under vanskelige forhold eller når der kun var få der ville lytte. De ældre i menigheden er i sandhed et godt eksempel i udholdenhed! Mange ældre fortsætter med at tage vare på deres ansvar i menigheden og har stadig en god andel i forkyndelsen, selv om de ikke mere er så stærke. Det er som om deres dybe kærlighed og omsorg for andre ligefrem stråler ud fra dem og samtidig giver dem fornyet kraft.
3 Det er en opmuntring for resten af menigheden når brødre og søstre der ikke er raske, viser hvor ivrige de er efter at forkynde den gode nyhed. Når de ældre af og til siger at de ville ønske de var yngre og kunne gøre mere, sker det at de yngre føler sig lidt flove. Det er måske fordi de indser at de ikke altid udnytter de muligheder de har, skønt de er unge og raske.
4 Måske tænker ældre brødre og søstre undertiden at der er andre der bedre kan udtrykke sig ved møderne end de selv kan. Men de andre i menigheden vil netop gerne høre de ældres kommentarer. De er glade for at høre dem. Det gode eksempel de ældre har vist ved at tjene Jehova trofast i mange år giver nemlig ofte deres ord en særlig styrke. De ældre der er begyndt at tjene Jehova i de senere år ved af erfaring at livet uden sandheden er tomt og indholdsløst. Derfor kan de tale med autoritet og overbevisning, for eksempel om hvor ørkesløst det er at søge en position i denne verden.
5 Dårligt helbred gør somme tider at vore ældre brødre og søstre ikke kan gøre så meget, og det kan være at de bliver lidt mismodige. Måske kan de kun foretage et eller to besøg ad gangen i forkyndelsen, eller måske må de nøjes med at forkynde når lejlighed byder sig: ved at tale med dem der besøger dem, ved at skrive breve, eller ved at benytte telefonen, og så videre. Alene det at deres hjerte bevæger dem til at tale om Guds rige, beviser at Jehovas ånd hviler over dem. Er det ikke tilstrækkelig grund til at glæde sig? For øvrigt er det godt at tænke på at der er mange lande hvor selv stærke og aktive brødre kun kan forkynde ved lejlighedsvise vidnesbyrd, fordi arbejdet er forbudt. Men den gode nyhed bliver alligevel forkyndt.
6 Selv svagelige, ældre forkyndere kan have en storslået andel i arbejdet med at vidne om sandheden. Hvordan det? Jo, de kan bede om at deres brødre og søstre må kunne fremholde sandheden på en måde der appellerer til de oprigtige mennesker. Lad os aldrig undervurdere bønnens magt. „En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft,“ siger Jakob 5:16.
7 Nogle af de ældre er klar over at visse ting kan irritere dem meget mere på grund af deres dårlige helbred. Deres bestræbelser på at vise selvbeherskelse kan derfor være en opmuntring til andre der søger at opdyrke denne egenskab i højere grad. Undertiden gør det stærkt indtryk på de yngre at så mange ældre og svagelige for det meste er glade og muntre. Dette kan hjælpe de yngre til at se lysere på deres egne problemer.
8 Der er god grund til at Jehovas folks menigheder sætter pris på de ældre brødre og søstre. Mange har grund til at takke dem der i årenes løb har arbejdet så trofast i Herrens gerning. Disse ældre har brugt deres kræfter og midler til at forkynde den gode nyhed, de har bidraget til rigssalenes vedligeholdelse, hjulpet andre med deres problemer og opflammet dem til kærlighed og gode gerninger. Fordi de er forblevet trofaste har så mange yngre været i stand til at få et dyrebart forhold til Jehova Gud. Og først og fremmest er vi alle Jehova taknemmelige fordi både unge og gamle ved hans ufortjente godhed kan forblive loyale.