Spørgsmålskassen
• Hvem bør vælges til at læse paragrafferne op ved vagttårnsstudiet?
Døbte brødre som læser godt bør vælges til at læse op ved vagttårnsstudiet. De bør også være gode eksempler på kristen livsførelse.
Øvelse og erfaring med at udvikle læsefærdighed bør først erhverves privat og på den teokratiske skole. Menighedens ældste, som vil lægge mærke til hvordan brødrene klarer deres opgaver på skolen, kan afgøre hvornår de læser godt nok til at blive taget med på listen over oplæsere.
Da cirka halvdelen af tiden der er sat til side til mødet optages af at læse paragrafferne, bør oplæseren vise omhu så tilhørerne får størst mulig gavn af oplæsningen. Oplæseren bør værdsætte den forret det er at få en andel i at servere åndelig føde for sine brødre. Han bør give udtryk for varme og begejstring, så han ansporer tilhørerne til at følge vejledningen i Vagttårnet.
For at oplæseren kan opfylde hvervet „af hjertet, som for Herren“, må han forberede sig omhyggeligt. (Kol. 3:23) Han bør gennemgå stoffet flere gange for at få fat i meningen, så han kan videregive den rette forståelse til tilhørerne. Det kan være en hjælp at understrege bestemte ord der skal betones eller at markere pauser. Udtalen er også vigtig. Man bør ikke gætte sig frem eller være for selvsikker, men slå hvert ord man ikke er fuldstændig sikker på, op i en ordbog. Mange ordbøger angiver med lydskrift den rette udtale. Forkert udtale af ordene forringer ikke alene forståelsen men kan også resultere i at andre udtaler ordene forkert.
At blive tildelt oplæsningen ved vagttårnsstudiet er et udtryk for tillid fra Jehova og hans organisation. De som nyder dette privilegium bør benytte lejligheden til at „være en pryd for Guds, vor frelsers, lære“ ved at læse højt og tydeligt, idet de gør alt hvad de kan for at videregive den fulde forståelse af den vejledning som modtages fra „den tro og kloge tjener“. — Tit. 2:10.