Lad os forkynde i tillid til at Gud har bemyndiget os
1 Det er godt altid at tænke på hvem der har bemyndiget os til at udføre tjenesten. Det er universets Suveræn, den almægtige Gud, Jehova. (Matt. 21:23, 24, NW) Vi behøver derfor ikke at være bange eller skamme os, men vi kan med stor frimodighed gå i Kristi fodspor og udnytte alle de muligheder der byder sig i vort distrikt, hvor vi jo har frihed til at forkynde åbent og frit. Med dette i tanke kan vi alle gøre vort til at forårskampagnen vil nå et højdepunkt i april når vi stræber efter en forøget indsats sammen med de mange hundrede midlertidige pionerer.
2 Mens vi naturligvis ikke ønsker at lægge pres på nogen for at få dem til at være med i tjenesten, er det derimod meget passende at vi gennem vor egen nidkære tjeneste sætter et godt eksempel og inviterer, ja endog tilskynder andre til at dele vor glæde over at forkynde sandhedens ord. Er det virkelig muligt at alle menighedernes tilsluttede kunne hjælpes til at være med i forkyndelsen i april? Det ville i høj grad forøge åndeligheden i menighederne, og det ville bevirke at der blev aflagt et vældigt vidnesbyrd, og sidst men ikke mindst: det ville glæde Jehovas hjerte. — Ordsp. 27:11.
3 En sådan tilskyndelse gælder også i høj grad de nye som er kommet til, dem vi har studeret med i nogen tid. Hvis de har fået nøjagtig kundskab om sandheden, viser værdsættelse af det de lærer og har indrettet deres liv efter de kristne principper, så skulle vi ikke tøve med at invitere dem med ud i tjenesten. Tiden er inde til at være Gud bekendt, og de nye blandt os viser mange gange en eksemplarisk frimodighed med hensyn til at fortælle andre om sandheden. Det kan hjælpe os til at huske at vi ikke må ’svigte vor første kærlighed’. — Mark. 8:38; Åb. 2:4.
4 Hvordan kan vi forøge indsatsen i april? Mange hundrede brødre og søstre vil være midlertidige pionerer, men det er ikke de eneste der kan yde en større indsats. Vi kan alle gøre en bevidst indsats for at være mere med i april. Der er mange fridage, og vejret bliver sandsynligvis bedre. Mindehøjtiden midt i april vil minde os om hvad Gud i sin kærlighed har gjort for os gennem genløsningen, og det vil sikkert anspore os til at vise større værdsættelse og taknemmelighed.
5 Det vil ikke være vanskeligt for os at være med når vi blot gør brug af de muligheder og hjælpemidler der findes. Vi har de særlige udgaver af bladene: Vagttårnet for 15. april, der gengiver særforedraget „Hvordan opstandelsen bliver til gavn for alle de døde i dødsriget“, og Vågn op! for 22. april med emnet „Verdensfreden kommer — men varer den ved?“ Det er emner der vil interessere en stor del af befolkningen i vort distrikt, så april vil sikkert blive en meget stor bladmåned. Men uanset hvilken form for tjeneste vi udfører i april, lad os så gøre det i tillid til at Gud har bemyndiget os.
[Tekstcitat på side 1]
Lad os forkynde i tillid til at Gud har bemyndiget os