Fremholdelse af den gode nyhed — i sommerlandet
1 I sommertiden må forkyndelsen af Riget i visse henseender gribes lidt anderledes an. I bydistrikterne er det ofte vanskeligt at træffe folk hjemme lørdag og søndag, og derfor må man i højere grad lægge an på at gennemgå distrikterne i de sene eftermiddags- og tidlige aftentimer. De lyse aftener gør aftenarbejdet muligt, og i mange tilfælde er det et langt bedre tidspunkt at træffe folk på. En anden form for tjeneste som man med stor fordel kan lægge meget mere vægt på i sommertiden, er gadearbejdet. Og endelig kan man udføre en speciel form for gadearbejde, på den måde at man finder ud af hvor folk opholder sig, i parker og anlæg og lignende, og indleder uformelle samtaler med dem man træffer dér. Hvis samtalen får et gunstigt forløb, kan man så fra sin taske tage blade eller bøger frem og tilbyde dem.
2 I sommerhusområderne og ferielandet kræver forkyndelsen fra hus til hus stor takt og omtanke. Nogle mennesker som bliver besøgt ret ofte der hvor de bor om vinteren, føler sig stærkt irriteret når de også bliver besøgt i deres sommerhus, medmindre forkynderen er meget venlig og taktfuld. Et andet problem er at man undertiden kommer ud for at folk ikke er påklædt til at modtage gæster, når man kommer til dem i sommerhuset. Også her må forkynderen vise stor skønsomhed og takt. På den anden side er der ingen tvivl om at mange mennesker vil have mere tid og fred til at sætte sig ind i Rigets budskab når de opholder sig i deres sommerhus. Vi skal derfor benytte denne mulighed.
3 I sommerlandet er der en anden lejlighed til tjeneste. Der hvor sommergæsterne går på indkøb og tilbringer ikke så lidt tid, kan der uden tvivl udføres et meget effektivt gadearbejde med bladene.
4 Endnu en form for tjeneste er aflæggelse af lejlighedsvise vidnesbyrd. Forkynderen må være frimodig. Han må desuden være opmærksom på de lejligheder der byder sig. Og endelig må han være forberedt. I sit sind må han være indstillet på at benytte enhver lejlighed der opstår til at aflægge et sådant vidnesbyrd. Han må have tænkt over hvordan han vil gribe sagen an, og han må have de fornødne hjælpemidler i form af blade og bøger ved hånden. Ved et af vore stævner fortalte en forkynder om hvordan han havde forberedt sig. Hver gang han traf et menneske som beklagede sig over et eller andet, lovløsheden i samfundet, sygdom, dødsfald, eller verdens hårdhed og andre menneskers egoisme, indledte han en opmuntrende samtale med vedkommende ved at stille sådanne spørgsmål som: „Ved De hvordan alt dette begyndte? Kender De den egentlige årsag? Og ved De at der er håb om at det en dag skal blive anderledes?“ Fra dette udgangspunkt havde han meget ofte lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd og give den interesserede noget at læse.
5 Når man som forkynder arbejder på den måde at man ivrigt spejder efter lejligheder til at aflægge vidnesbyrd, og er stærkt optaget af at udnytte sådanne lejligheder så der opnås resultater, er arbejdet spændende som nogen jagt. Og når det lykkes at hjælpe nogle mennesker på denne måde, erfarer forkynderen stor glæde. Det er dejligt at vide at man på denne måde efterlever ordene i Efeserbrevet 5:15, 16, NW: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde.“
[Tekstcitat på side 4]
Lad os hjælpe folk af alle nationer til at tilbede i Guds tempel. — Es. 2:2.