Forfejl ikke hensigten med forkyndelsen
1 I vor tjeneste fra hus til hus træffer vi ret ofte nogle der ikke ønsker at lytte til vort budskab eller modtage bøger eller blade, men siger: „I den kirke jeg tilhører gør man det samme som De gør“ eller: „De udfører et storartet arbejde, og jeg beundrer Dem for det. Jeg ønsker Dem Guds velsignelse.“ Idet vi er gået videre til den næste dør har vi måske haft en følelse af at vi ikke opnåede andet end at efterlade den besøgte i en venlig stemning, og at vedkommende måske vil være lydhør ved næste besøg. Men husk at der kommer en dag hvor vi aflægger det sidste besøg hos folk. Bliver vort næste besøg det sidste? Hvad skal vi gøre og sige i disse situationer? — 2 Kor. 6:2; Es. 55:6.
2 Er det ikke vort formål at aflægge et vidnesbyrd om Riget, og er vi ikke overbevist om at vi udfører et arbejde som intet andet trossamfund gør? Og hvis vi ikke opnår andet ved et besøg end at den besøgte giver os ret og siger at Bibelen er en god bog og at mange flere burde læse den, har vi da ikke forfejlet hensigten med besøget? Ja, hvad gjorde Jesus i sådanne tilfælde? Når vi læser beretningen om hans tjeneste finder vi at han ikke lod smiger og kønne ord forhindre ham i at gennemføre det der var hans hensigt. For eksempel sagde nogle religiøse mennesker ved en lejlighed til ham: „Mester! vi ved, at du er sanddru og lærer sandfærdigt om Guds vej uden at ænse andres dom, thi du kender ikke til personsanseelse.“ Denne afvæbnende indledning fik ikke Jesus til at forfejle hensigten med sin tjeneste. Han tog initiativet og aflagde et vidnesbyrd om sandheden, så grundigt at de undrede sig over hans ord. — Matt. 22:15-22.
3 Fra januar til april er vort tilbud et års abonnement på Vagttårnet. Prøv forskellige metoder til at vække interesse for bladet, og find ud af hvilken metode der virker bedst i dit distrikt. Hvis den besøgte har børn kunne du måske tilbyde et abonnement ved hjælp af Vagttårnet for 1. januar. Du kunne for eksempel sige: „Som De ved er der så mange forskellige teorier om hvordan børn skal oplæres. Måske har De selv spekuleret over hvilken oplæring man kan give sine børn for af beskytte dem mod de vanskeligheder som mange unge kommer ud i. Jeg kan anbefale Dem bladet Vagttårnet. Se for eksempel denne artikel: ’Hvilken slags oplæring har børn brug for?’ Det er en tankevækkende og oplysende artikel med mange praktiske råd.“ Du kunne eventuelt henvise til paragraf 1 på side 5. Fortæl at bladet året igennem indeholder artikler af lige så stor praktisk værdi, og om mange forskellige emner. Tilbyd derefter et års abonnement.
4 Nogle siger måske at de er glade for deres kirke eller at de er godt tilfredse med den tro de har. Dem kunne vi frimodigt spørge om de i deres kirke har fået forklaret Åbenbaringen 18:4. Eller om de har lært at Gud vil gribe ind og ændre forholdene på jorden nu i vor tid. Hvis du synes kan du måske læse Apostlenes Gerninger 17:31 for den besøgte. Du kan så henvise til artiklen „Gud griber ind til den fastsatte tid“. (Vagttårnet for 15. januar) Du kunne eventuelt spørge om den besøgtes kirke har anvist løsningen på problemer som dem der nævnes i citatet på side 31 (højre spalte). Guds rige vil gribe ind og bringe orden i forholdene på jorden. Du kunne så tilbyde bladet, eventuelt med en bemærkning om at den besøgte vil finde det interessant at sammenligne oplysningerne i Vagttårnet med det han hører i sin egen kirke.
5 Til dem der mener at det kommer ud på ét hvilket trossamfund man tilhører, idet de alle på den ene eller den anden måde gør samme arbejde, kunne du sige: „Ingen andre end Jehovas vidner har nogen sinde besøgt mig med dette budskab. Er det ikke også sådan med Dem? Ved De hvilket budskab det er Guds folk har fået befaling om at bringe ud?“ Du kunne da henvise til Mattæus 24:14 og derefter pege på at bladet Vagttårnet netop er forkynder af Jehovas rige.
6 Når vi aflægger genbesøg er det altid godt at huske at vort mål er at aflægge et vidnesbyrd. Hvis den vi tidligere har besøgt ikke er hjemme, men en anden lukker op, hvad skal vi så sige til vedkommende? Man kan simpelt hen sige: „Hr. A — og jeg havde en meget interessant samtale sidste gang jeg var her, og måske kunne De også tænke Dem at høre hvad det drejede sig om. Vi talte om en ganske enestående regering som jorden snart vil få — nemlig Guds rige.“
7 Vi synes måske at nogle af disse indledninger er lidt for direkte og frimodige, men vi kan trygt stole på at vi ikke skræmmer fårene bort når vi taler sandhedens tydelige sprog, men alligevel er taktfulde. Sagde Jesus ikke om den rigtige hyrde: „Fårene følger ham, fordi de kender hans røst“? — Joh. 10:4.