Vis hinanden inderlig kærlighed
1 Vi er alle ufuldkomne og begår fejl. Da vi arbejder så nært sammen i den kristne menighed som vi gør, kan der nu og da opstå problemer, og de antager måske oven i købet uforholdsmæssigt store proportioner. Men som vi alle véd er et af den sande kristnes kendetegn agápe-kærligheden, den principbetonede kærlighed. Hvad kan vi hver især og som gruppe betragtet gøre for at fuldkomme denne vigtige egenskab i vort liv? Uden tvivl ønsker vi alle at bidrage til enheden i den menighed vi tjener sammen med. Lad os derfor betragte nogle af de situationer som vi fra tid til anden kommer ud for.
2 Måske er du en søster der er blevet fortørnet over at en ældste i menigheden har vejledt din søn med hensyn til hans opførsel i rigssalen. Måske du finder fejl ved hans vejledning eller har lyst til at tage til genmæle med vrede ord. Men ville det ikke være godt her at huske på at kærligheden „lader sig ikke ophidse“, og at „kærligheden er langmodig“, „kærligheden er mild“? Hvis vi forstår at de brødre som er ældste i menigheden, er interesseret i os og i vores familie og ikke unødigt blander sig i vore private forhold, er det så ikke muligt for os at tage imod deres vejledning i den ånd hvori den gives? (Ordsp. 15:31; Sl. 141:5) Naturligvis vil de ældste som regel først henlede forældrenes opmærksomhed på børnenes opførsel, give forslag og lade dem tage sig af sagen. Men hvis der ikke sker nogen forbedring, for eksempel af en dårlig opførsel i rigssalen, vil de ældste måske tale med både forældrene og barnet og give passende vejledning. Det er nødvendigt med en vis disciplin i rigssalen.
3 Måske mener du om en af de ældste at han burde være bedre til at tale og til at organisere. Ydermere har han måske nogle små uvaner der distraherer dig. Ja, du sætter måske spørgsmålstegn ved hans kvalifikationer. Måske synes du slet ikke om hans foredrag fra talerstolen og tager i dit indre anstød af hans vejledning til menigheden. Mon ikke det i en sådan situation ville være godt at tænke på at kærligheden „misunder ikke“ og at den „udholder alt“? Måske vurderer du denne broder på grundlag af din egen personlige smag, altså efter en menneskelig målestok, hvorimod kvalifikationerne for ældste og menighedstjenere er fastsat i Guds ord. Desuden misunder kærligheden ikke de goder andre opnår, men glæder sig over at se en medtjener få et større ansvar betroet. Er det ikke bedre at bedømme en broder på grundlag af hans åndelige kvalifikationer, overse hans menneskelige ufuldkommenheder og samarbejde med ham? (Hebr. 13:7, 17) Hvis man vil vise kærlighed, vil man ikke lytte med et kritisk øre, men vil høste gavn af den vejledning og belæring der gives, for det der virkelig betyder noget er det der kommer fra Guds ord, ikke hvem der siger det.
4 Endelig må de ældste selv udvise taktfuldhed og skønsomhed, idet de erkender at den der har fået meget, af ham vil man også kræve meget. (Luk. 12:48) Det passer sig ikke for en ældste at bruge vulgære, platte udtryk eller give det udseende af at han gør noget i egen kraft, måske endog prale af hvad han har gjort, for kærligheden „gør intet usømmeligt“, „praler ikke, opblæses ikke“. Når en ældste giver vejledning, holder foredrag, optræder som hyrde og lærer, ja i alle forhold, er det hans pligt og ansvar at sætte et eksempel i kærlighed og ydmyghed, i erkendelse af at han også har noget at lære og at andre også har gode ideer. Det er i sandhed vigtigt for os alle hver dag at vise hinanden inderlig kærlighed. — Jer. 9:24; 1 Kor. 1:31; 13:4-7.