Tjen kongen trofast
1 „Vel, du gode tjener! fordi du har været tro i det små, skal du have myndighed over ti byer.“ (Luk. 19:16, 17) Disse ord viser at enhver der tjener trofast vil få ros og blive rigt velsignet af jorden nye konge. Vi har fået en vis kundskab. Vi har hørt den gode nyhed. Vi har fået tro. Vi har fået et storslået håb. Vi har fået den opgave betroet at bringe dette håb videre til andre. Vi har al mulig grund til trofast at tjene jordens nye konge.
2 Mange retsindige mennesker føler et stort behov, en længsel, et stærkt ønske efter det som vi har opnået. Er du villig til at hjælpe dem, så de også kan få tro og håb? I juli måned vil vort tilbud være bogen Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? Selv om nogle af vore distrikter bliver gennemgået ret ofte, kan vi frimodigt komme der igen med dette tilbud. Kan vi forestille os noget mere aktuelt emne? Vil vi ikke uvilkårligt komme til at forkynde den gode nyhed om Riget i en samtale om dette emne? Lad os frimodigt og flittigt benytte dette glimrende hjælpemiddel der her er lagt i vore hænder, og således tjene trofast og øge kongens velstand ved at hjælpe flere mennesker til at tage standpunkt på hans side.
3 Før sommerens områdestævner er der en god lejlighed til at aflægge et besøg hos alle vore interesserede, genbesøg, blokabonnenter og så videre, for at fortælle dem om disse stævner, om programmet, om de bibelske skuespil, om det offentlige foredrag. Samtidig kan vi tilbyde dem månedens tilbud, hvis de ikke allerede har fået denne bog. Under stævnet og efter stævnet vil der også være lejlighed til at aflægge vidnesbyrd. Mange har sat sig som mål denne sommer endnu en gang at få talt med deres slægtninge om sandheden og tidens alvor. Har du familie der bor i nærheden af stævnebyen? Skal du på ferie og har i den forbindelse mulighed for at besøge noget familie? Fortæl dem om stævnerne, og tilbyd dem bogen om virkelig fred og sikkerhed. Hver især har vi uden tvivl et ’distrikt’ her, som vi ikke får gennemgået så tit som vi kunne ønske det.
4 Når vi kommer hjem efter stævnet har vi igen en glimrende lejlighed til at besøge alle vore interesserede for at fortælle dem om det vi har lært og det vi har oplevet, og måske har vi nogle billeder og andet vi kan vise dem fra stævnet. Igen en lejlighed til at aflægge genbesøg og øge kongens velstand ved at udbrede mere kundskab om ham og hans rige. Er det i den forbindelse muligt at oprette flere bibelstudier?
5 Lad os komme med endnu et forslag som kan hjælpe os hver især til endnu mere trofast og virkningsfuldt at tjene kongens sag: lad os i højere grad gøre brug af Bibelen i vor forkyndelse. Vær indstillet på at slå op i Bibelen og vise folk hvad den siger. Vælg et eller to steder som på en letfattelig måde belyser emnet fred og sikkerhed. For eksempel Esajas 2:4 eller Salme 37:11 eller Åbenbaringen 21:3, 4. Måske vil den besøgte stille spørgsmålet om man nu kan stole på disse løfter i Bibelen. Så kan man henvise til kapitel 9 i bogen som viser at det Bibelen fremholder er et pålideligt håb. Øv dig i at bruge Bibelen og i at svare på de mest almindelige indvendinger ved at henvise til bogen. På den måde vil du kunne aflægge et meget effektivt vidnesbyrd og på bedste måde hjælpe de interesserede. Kongen Kristus og hans himmelske Fader, Jehova, vil glæde sig over den trofasthed du lægger for dagen i din tjeneste for dem, og du vil blive godkendt af dem, rost og rigt velsignet.
[Tekstcitat på side 1]
Vær med til at øge jordens nye konges velstand.