Studium — livsvigtigt
1 Nyinteresserede strømmer fortsat i stort tal til Jehovas synlige organisation. Tusinder fylder vore rigssale; mange af dem begynder at tage del i tjenesten på arbejdsmarken og bliver døbt. Det er i sandhed en stor glæde at se denne vækst og at se de nye lovprisere af Jehova blive en del af det teokratiske samfund. Men dette er kun begyndelsen. Det er nødvendigt for disse nye fortsat at vokse åndeligt hvis de skal opnå Jehovas godkendelse. Hvad kan hjælpe dem? Først og fremmest må læsning og studium blive en vigtig del af deres liv.
2 ’Men det er ikke let at studere, hele tiden at koncentrere sig om det man læser,’ vil nogle måske sige; og det er ofte sandt. Men hvad er det der har hjulpet mange til at blive gode elever som finder glæde i at holde sig à jour med sandheden som den forklares og fremstilles af den „trofaste og kloge træl“? Jo, en af de vigtigste faktorer er interessen.
3 Ens interesse kan svinge. Der er imidlertid visse ting vi kan gøre for at vedligeholde interessen på et højt niveau under vort studium af sandheden. Apostelen Peter skrev til nye kristne dengang, at de „som nyfødte børn [skulle] hige efter ordets uforfalskede mælk“. (1 Pet. 2:2) Sådan en ’higen’ kan opelskes. Vær vedholdende i dine bønner til Gud om kundskab, forståelse og visdom. Vær også vedholdende i dine bestræbelser for at opnå disse goder gennem studium. „Bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer,“ sagde Jesus. — Matt. 7:7, NW; Joh. 6:45.
4 At studere vil sige at tilegne sig viden om et emne på en systematisk måde med henblik på fremtidig brug. Hvilken brug? Først og fremmest for at hjælpe andre. Vi er Guds vidner. Når vi har et inderligt ønske om at huske, sådan at vi kan hjælpe andre, vil det stimulere os så vi studerer, og så vi husker det vi lærer. Vi må altså have et uselvisk motiv til vort studium.
5 Tjenesten på arbejdsmarken øger vor interesse for studium. Ingen af os har svar på alle de spørgsmål som folk kan stille os når vi i tjenesten på arbejdsmarken kommer til dem. Men hvordan føler vi det når vi ikke har svar på et spørgsmål som en af de besøgte stiller os? Jo, vi føler en stor trang til at få undersøgt sagen så vi kan give et svar, og hvis det er muligt, vender vi tilbage og giver den besøgte de oplysninger vi har fundet, ikke sandt?
6 Mange af Jehovas tjenere i fortiden har sat gode eksempler med hensyn til flittigt at sætte sig ind i hvad der er Guds vilje for bedre at kunne gøre den. Salmisten sagde: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den.“ (Sl. 119:97) Kan du sige det samme nu?