Kære medforkyndere!
Det er en stor glæde at kunne fortælle jer at vi nåede et nyt højdepunkt i antal forkyndere idet 14.554 var med i november, 5 procent over sidste års gennemsnit, og mere end 1100 forkyndere flere end i november sidste år. Det synes som om de fleste af de 1,6 millioner Rigets Nyheder nr. 19 er blevet uddelt, og dertil kommer næsten 193.000 blade og 9165 bøger som vi har lagt i hænderne på folk. Der er således blevet udført meget godt arbejde.
En gren af tjenesten som vi i det kommende år må vise særlig opmærksomhed er oprettelsen af bibelstudier. Det er det folk behøver hvis de skal hjælpes ind på vejen til livet og blive Kristi disciple. Det vil regelmæssigt kræve tid af os at lede studier, men vi har viet vort liv og al vor tid til Jehova, og han har givet os et arbejde der skal gøres til gavn for folk i verden. ’Således har Gud elsket menneskehedens verden, at han sendte sin søn for at frelse enhver der tror på ham.’ Selvfølgelig bør vi derfor bruge vor tid og lede bibelstudier og hjælpe andre til at få denne kundskab. Og vi har fine hjælpemidler til brug i bibelstudiearbejdet.
I det kommende år er der tre områder af vor virksomhed som vi alle må lægge vægt på. For det første må vi regelmæssigt overvære alle menighedens møder og således få fuld gavn af det åndelige paradis som Jehova har skænket os. Lad os også opmuntre alle de nye til regelmæssigt at overvære møderne.
For det andet må vi alle flittigt arbejde på at lade de oplysninger vi får ved møderne gå videre til alle vore venner, naboer, slægtninge, medarbejdere og skolekammerater, gennem uformelle vidnesbyrd. Samtidig må vi forkynde den gode nyhed om Riget gennem systematisk hus-til-hus-arbejde således at vi grundigt får gennemgået vort distrikt flere gange i løbet af det kommende år.
For det tredje vil det være godt om vi hver især satte en dag om ugen til side til bladarbejdet. Og vi kan altid have bladene med os så vi kan tilbyde dem til folk vi træffer når vi benytter offentlige transportmidler, når vi går på indkøb, i frokostpausen på den verdslige arbejdsplads, og så videre. Hvis hver forkynder spreder blot tre eller fire flere om måneden på denne måde, så bliver det mange blade foruden dem vi almindeligvis spreder i forkyndelsen fra hus til hus og på gaden.
Lad os alle på enhver måde forkynde Rigets budskab i det kommende år, idet vi søger at prise Jehova hver dag. Vi ønsker hans rige velsignelse over alt hvad der gøres i denne retning. Vi sender jer vore kærligste hilsener og bedste ønsker.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR