Kære medforkyndere!
Det er en glimrende tid af året at forkynde på. Vejret er dejligt, og vi har de lange, lyse aftener. Selv om vi ikke nåede en ny forkynderrekord i april, var der dog 14.217 forkyndere som ydede en god indsats. Der var 1553 midlertidige pionerer, omkring tusind færre end i nogle tidligere aprilkampagner, men måske vil det antal der deltager i denne tjeneste fordele sig mere jævnt over flere måneder. Det er godt at huske at det stadig er meget vigtigt at forøge indsatsen i forkyndelsen, og alle tilskyndes til at lægge deres forhold sådan til rette at de kan være midlertidige pionerer så ofte som muligt.
Den 21. april blev eleverne i Gileads 59. klasse præsenteret for betelfamilien i Brooklyn. Der er fem danskere i klassen. Eleverne delte mange glædelige oplevelser med familien. Et ægtepar fra Hawaii fortalte at de en aften havde bedt inderligt til „Jahve“ om at han ville bringe dem i forbindelse med hans folk, hvis der fandtes et sådant folk. Inden der var gået fem minutter stod der et Jehovas vidne ved døren med ’Sandhedsbogen’. De læste den samme aften og kom til et møde i rigssalen dagen efter.
Vi har også hørt at de atten missionærer der tjente i Vietnam kom ud af landet og fik andre opgaver i god tid før krigshandlingerne nåede til Saigon. Men der er over hundrede vietnamesiske brødre og søstre tilbage. Men vore brødre dér kender Jehova, og vi beder til at han vil styrke dem til at holde trofast ud.
Vi regner med at forsyninger af den nye bog Er dette liv alt? (på dansk) vil komme til Danmark i slutningen at maj. Vi vil sende den ud til menighederne med det samme, så I kan bruge den som en del af tilbudet i juni og juli. Sørg for at alle interesserede, slægtninge, naboer og andre som I kender, får lejlighed til at modtage denne nye bog.
Vi husker jer alle i vore bønner og sender jer de kærligste hilsener.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR