Orden — et krav til alle
1 Et af de krav der stilles til en tilsynsmand, er at han skal være „ordentlig“. Det er imidlertid gavnligt for alle kristne, både unge og gamle, brødre og søstre, at opdyrke denne egenskab. At være „ordentlig“ indebærer at man optræder sømmeligt, værdigt, er til at regne med, er disciplineret, velopdragen, og at man har orden i sin tilværelse. Lægger du disse egenskaber for dagen? — 1 Tim. 3:2.
2 En tilsynsmand bør vise at han er ordentlig ved at leve på en måde som kan være et eksempel for andre i menigheden, idet han nøje følger Bibelens love og principper og ikke fører et uordentligt liv. (2 Tess. 3:6, 7) Han må udvise selvbeherskelse og bevare ligevægten, også når han udsættes for pres. Selv om ordentlighed ikke blot kan ligestilles med punktlighed og at føre nøjagtige optegnelser, vil en tilsynsmand dog tugte sig selv til at gøre tingene korrekt og til tiden. (Se Vagttårnet for 1973, s. 500, 501.)
3 Tilsynsmænd som forstår betydningen af denne egenskab vil tilrettelægge møderne god tid i forvejen så de kommer til at forløbe planmæssigt, med orden. Derved viser de hensyn til andre og undgår at punkterne må forberedes i sidste øjeblik og bliver dårligt fremholdt. — 1 Kor. 14:40.
4 Når der opstår problemer i menigheden vil tilsynsmænd som er ordentlige, vise respekt for Guds ord ved ikke at være sene til at røgte deres ansvar. De vil betænksomt sørge for at tage sig af problemerne med det samme, så brødrene kan få råd og hjælp, i stedet for at udskyde tingene i det uendelige og derved skabe frustration og usikkerhed hos andre. — Ordsp. 13:12.
5 En familiefader som erkender betydningen af orden vil sørge for at tilrettelægge tingene sådan at familien kommer til møderne, og kommer til tiden, og desuden er med på arbejdsmarken for at familien kan bevare sin åndelige styrke. Hvis nogle i familien bliver efterladende med hensyn til teokratisk orden, kan det blive nødvendigt for ham at han i sin egen familie følger det forslag Paulus gav i Første Tessalonikerbrev 5:14.
6 En kristen hustru forstår hvor vigtigt det er at følge Bibelens principper i hjemmet. Hun ved at der bør være pænt og ryddeligt, sådan at hjemmet vidner om de guddommelige principper familien følger. (Tit. 2:4, 5, 10) Hun lærer børnene at rydde op og lægge tingene på plads. Hun vil sørge for at holde rent og holde orden, og at have måltiderne klar til familiens spisetider. (Ordsp. 31:15) Ja, vi kan alle vise god ordenssans på mange måder. At man er ordentlig vidner om modenhed og giver sig udslag i at man har en velordnet livsførelse.