Fremholdelse af den gode nyhed — med abonnement på „Vagttårnet“
1 Hvor mange abonnementer vil vi nå at tegne i abonnementskampagnen? Det afhænger for en stor del af vor indstilling til dette særlige arbejde. Når vi ser på rapporterne, har de fleste enten ikke tegnet noget abonnement eller har kun tegnet et, to eller tre i månedens løb. Men enkelte pionerer har tegnet seks til otte eller elleve, ja endog seksten abonnementer i løbet af en måned. Nogle af disse pionerer har arbejdet i Jylland, nogle i København, nogle af dem er brødre, nogle af dem er søstre, nogle af dem er ret unge, og nogle af dem er ikke helt unge mere. Der er ingen tvivl om at disse forkyndere har opnået så gode resultater fordi de med begejstring og overbevisning har tilbudt abonnement.
2 Man skal ikke ræsonnere som så: Her kan det ikke hjælpe noget at jeg tilbyder et abonnement. Hvis man har fået en samtale og opnået en vis kontakt, så skal man tilbyde abonnement. Lad den besøgte selv afgøre om han vil have det.
3 Forbered en kort bibelsk indledning. Du kunne for eksempel sige, efter at du kort har nævnt hvorfor du har banket på døren: „I det daglige liv kommer vi tit ud for en situation hvor vi ville ønske at vi havde den rette visdom, så vi kunne træffe den rigtige afgørelse, ikke sandt? Et at Bibelens ordsprog siger: ’Visdom er bedre end perler, ingen skatte opvejer den.’ Har De lyst til at se hvor det står i Deres egen bibel?“ Her kan man så vise at det er Ordsprogene 8:11, og også læse vers 10 og så tilføje: „Det er egentlig derfor jeg er kommet til Deres dør. Vi anbefaler folk at skaffe sig den bedste form for visdom og kundskab der findes, nemlig den vi har i bøgernes bog, Bibelen. Lad mig vise Dem et hjælpemiddel som har hjulpet mig i mit bibelstudium.“
4 Noget af det bedste man kan gøre er at vise den besøgte en hel årgang, så vedkommende får et indtryk af hvor meget man får med et års abonnement. I mangel af en hel årgang kan man vise den besøgte Vagttårnet for 15. december, emneregisteret på siderne 573-576. Er det en moder, kan man for eksempel pege på de emner der er opført under hovedemnet „Børneopdragelse“, eller hvad der siges under hovedemnerne „Ægtemand“, „Ægteskab“. For et ungt menneske kan man pege på hovedemnet „Unge“ eller på et emne som „Udviklingslæren“, „Videnskaben“, eller „Skabelsesdagene“, „Skaberværket“, og for andre vil det være interessant at se hvor meget der siges under hovedemnet „Bibelen“.
5 Når vi selv har gjort os klart hvor meget vi har lært gennem Vagttårnets artikler og hvor nyttig denne viden er når man skal træffe afgørelser med hensyn til familieliv, økonomi, anvendelse af fritiden, børns skolegang og uddannelse og så videre, vil vi ivrigt tilbyde alle retsindige mennesker dette hjælpemiddel. Dertil kommer så et væld af oplysninger om profetierne. Og med alle oplysninger er der kærlige tilskyndelser til at anvende det lærte i det daglige liv.
6 Lad os derfor flittigt og med overbevisning tilbyde abonnement på Vagttårnet.
[Tekstcitat på side 4]
Vær med til at udbrede Bibelen.