Fremholdelse af den gode nyhed — med en bibelsk indledning
1 Som sendebud for Jehova har vi den forret at lade hans ord tale, efter det eksempel Jesus Kristus satte. (Joh. 8:28) Det vil give vor forkyndelse mere vægt og bevirke at de retsindige får lejlighed til at genkende hyrdens stemme. (Joh. 10:3) Hvis vi røgter vort ansvar her, vil det give os mange glæder.
2 Efter at vi flittigt har uddelt Rigets Nyheder nr. 23 har vi mulighed for at komme igen og uddybe de tanker der fremholdes i traktaten. Der er ingen tvivl om at traktatens enkle og klare indhold i sig selv vil tale til mange, men folks endelige reaktion herpå vil afhænge af hvor meget vi gør for at komme igen i distriktet.
3 Når vi kommer igen må vi huske at folk er forskellige. Som hovedregel kan man sige at yngre mennesker sandsynligvis går mere op i hverdagens problemer. Nogle tænker meget på de store samfundsproblemer, andre ikke, men fælles for de fleste er at de ikke rigtig har nogen tillid til Gud. De tager ikke Gud med i betragtning i deres hverdag. Ældre mennesker er derimod mere tilbøjelige til at være religiøst indstillet og at beklage den udvikling at folk mister troen.
4 Men uanset hvilken holdning folk nu har, kan vi i de fleste tilfælde med god virkning bygge vor fremholdelse over tankerne i Apostelgerninger 14:15-17, som foreslået under „Jeres tjenestemøder“ for ugen fra 31. oktober. Det er et meget aktuelt emne at uddybe, for traktaten har netop rejst spørgsmålet om Guds eksistens. Derved kommer vi også nemt over den indvending at det ikke har nogen interesse.
5 Efter at vi eventuelt har nævnt traktaten i vores indledning, kan vi give den besøgte (som sikkert svarer at det ikke har nogen interesse) ret i at de fleste i dag ikke går så højt op i det religiøse, og at der måske heller ikke er så meget at sige til det, eftersom mange jo ikke synes de mærker noget til Guds eksistens. „Faktisk siger Bibelen et sted at Gud netop har tilladt nationerne at gå deres egne veje — sådan som forholdene i dag tyder på at de gør. Må jeg vise Dem stedet? [Læs vers 16.] Men vil det sige at Gud slet ikke er til, eller, hvis han er til, at han er ligeglad med os? Apostelen Paulus, som sagde dette, fortsætter: [Læs vers 17.] De goder vi trods alt nyder, og skaberværket omkring os, skulle altså vise os at der er en Gud til, og at han interesserer sig for os små mennesker. At han vil os noget godt forstår vi af det apostelen indledte med at sige, for han opfordrede os til at vende os til Gud. [Henvis til tanken i vers 15.]“
6 Herfra har vi stort set to muligheder. Hvis vi skønner det bedst, kan vi gå videre med tankerne på bagsiden af traktaten og benytte brochuren Er der en Gud som interesserer sig for os? Denne brochure egner sig glimrende som grundlag for et bibelstudium, som kan demonstreres hvis der er tilstrækkelig interesse for det.
7 Den anden mulighed, som vi nok vil stile efter i de fleste tilfælde, er at benytte det tilbud vi arbejder med i november og december, nemlig Er dette liv alt? og Ny Verden-oversættelsen sammen med ovennævnte brochure for kr. 7,00. Efter bibelpræsentationen kan vi for eksempel sige: „Hvad vil Gud da gøre for os, hvis han interesserer sig for os? Vil han løse vore problemer? Ja, det er faktisk hans hensigt. Det belyses i denne bog. [Tag bogen frem, vis titlen, slå op på side 124 og læs den første paragraf.] Kapitlet her fortæller hvordan Gud vil indføre et retfærdigt styre over jorden, netop hvad vi trænger til.“ Fremhold tilbudet.
8 Eller vi kan lægge større vægt på bogens tema og fortælle at den behandler spørgsmålet om livet og døden. Vi kan vise bogens indholdsfortegnelse og nævne at fordi Gud er interesseret i os, er det ikke hans mening at vi blot skal leve halvfjerds-firs korte år og derefter dø. Han har noget bedre i tanke for os. Det behandles i denne bog, som er bygget på Bibelen. Herfra kan vi henvise til side 133 og eventuelt læse de to første paragraffer, hvorefter vi tilbyder bogen sammen med Ny Verden-oversættelsen og brochuren.
9 Denne bibelpræsentation sammen med bogen kan benyttes året ud, også efter at vi er færdige med at følge traktatkampagnen op. Når som helst vi forkynder sandheden må vi naturligvis tænke på at være taktfulde og smidige, og tilpasse vores præsentation efter forholdene. Måtte vi, mens vi gør dette, erfare mange velsignelser mens vi fremholder den gode nyhed med bogen Er dette liv alt?