Kære medforkyndere!
Vi har alle haft stor gavn af at være med i den teokratiske skole. For fremtiden håber vi at få endnu større gavn af den. Fra 1. marts vil tilsynsmanden for skolen benytte de to minutter efter hver elevopgave til at fremhæve sandheder og principper fra pensummet som eleven ikke har været inde på i sin opgave. På denne måde vil alle få større kendskab til de oplysninger stoffet indeholder.
Vejledningen vil blive givet hver elev efter mødet. Det vil betyde at eleverne kan få en bedre vejledning, eftersom den ikke skal gives på stående fod; desuden kan den være mere direkte og specifik, nu da den gives privat, og den behøver ikke at begrænses til to minutter.
Tilsynsmanden for skolen må sætte sig godt ind i det stof eleverne skal behandle, så han kan nævne hovedpunkterne hvis de ikke er kommet frem, eller stille spørgsmål for yderligere at uddybe vigtige punkter i stoffet.
Den teokratiske skole kan også hjælpe os på andre måder. I vore menigheder kan der være nogle, både unge og ældre, som ikke læser godt nok, måske fordi de er ordblinde, og dette hæmmer deres åndelige fremskridt og deres muligheder for at undervise andre. Det vil være godt at hjælpe sådanne forkyndere. Ældsterådet må omhyggeligt vurdere dette behov i menigheden og derefter træffe de foranstaltninger de finder nødvendige og hensigtsmæssige. For eksempel kunne man holde læseundervisning over skolens ugentlige bibellæsningspensum, eller man kunne benytte en publikation som Vi lytter til den store Lærer. Hvis det er praktisk kunne undervisningen foregå samtidig med den teokratiske skole, og hvis det er nødvendigt af hensyn til visse elever, kunne der gives yderligere undervisning på andre tidspunkter. Ordningen kunne også indbefatte privatundervisning eller undervisning i små grupper.
Vi er glade for at kunne arbejde sammen med jer, og vi benytter denne lejlighed til at give udtryk for vor kristne hengivenhed, idet vi sender jer vore kærligste hilsener.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR