Fremholdelse af den gode nyhed — som hjælpepioner
1 I forårskampagnen vil mange af os have gode muligheder for at tjene som hjælpepionerer. Når vi således bruger mere tid i tjenesten og spreder de særlige blade, vil vi gøre mange flere mennesker i distriktet bekendt med Rigets budskab. Hvad skal der til for at være med?
2 Søstre som er husmødre vil blive nødt til at lave noget om på deres daglige rutine. Er der børn i hjemmet må det tages i betragtning. Større børn kan sikkert hjælpe med forskellige pligter — for eksempel ved at lave mad eller vaske op eller gå på indkøb — sådan at moderen kan få mere tid i tjenesten. Kan de tages med i tjenesten? Kan flere forældre slå sig sammen om børnepasning hvis det er nødvendigt? Hvis du har en bil som du kan bruge i tjenesten, kunne du måske få mere ud af dine tjenestedage ved at have en madpakke med og spise den i bilen. I weekenderne, når de større børn har fri fra skole, kan de naturligvis være med i tjenesten.
3 De der har fuldtidsbeskæftigelse må udnytte den resterende tid godt for at være hjælpepionerer i april eller maj. Arbejder du på flekstid? Kan noget af din arbejdstid lægges om? Forsøg mulighederne. Planlæg også hele dage med tjeneste i weekenderne. Kom tidligt i gang og hold ud længe, så du kommer til at tale med så mange som muligt.
4 De der går i skole har også mange muligheder, ikke alene før og efter skoletid, men muligvis også mens de er i skole. Kan du tale med andre om sandheden i frikvartererne? Nogle har mulighed for at forkynde på deres daglige vej til og fra skolen. Andre kan komme i snak med folk der venter på bus eller et tog. Weekenderne og aftenerne kan også udnyttes fuldt ud. Måske kan du træffe en aftale med andre forkyndere som går i skole, så I sammen planlægger at være hjælpepionerer i maj.
5 Uanset hvordan dine personlige forhold er, må du altså stræbe efter at have en fuld andel i tjenesten. Udnyt de tidspunkter hvor du kan få flest mennesker i tale. Især om aftenen og i weekenderne træffer man mange hjemme. I dagtimerne på hverdage kan vi træffe mange mennesker på gaden. Formålet med at bruge tid i tjenesten er naturligvis at træffe folk og tale med dem, uanset hvor de er. Hvis menigheden overvejende har landdistrikt, vil dette også få indflydelse på de planer man lægger.
6 Hvis du kan være hjælpepioner i maj, er det nu du må lægge dine planer og aflevere en ansøgning. Måtte Jehova velsigne din omhyggelige planlægning.