Spørgsmålskassen

• Hvem skal have et eksemplar af Rigets Tjeneste?

Rigets Tjeneste er udarbejdet for at hjælpe og opmuntre dem der deltager i tjenesten på arbejdsmarken. Det bør derfor ikke uddeles til alle og enhver. Alle døbte forkyndere og de der er anerkendt som tilsluttede kan få et eksemplar. De som regelmæssigt overværer tjenestemødet og som gør fremskridt mod at deltage i tjenesten bør også have et eksemplar. Sørg også for at reservere et eksemplar til biblioteket i rigssalen. Udstødte kan ikke modtage Rigets Tjeneste.

I nogle menigheder finder man det praktisk at have en liste over alle som modtager Rigets Tjeneste, med navnene opført gruppevis. Bogstudielederen kan bruge denne liste når han uddeler Rigets Tjeneste, og han kan eventuelt skrive forkynderens navn på hvert eksemplar, enten på maskine eller i hånden hvis han skriver pænt. Alle som får et eksemplar af Rigets Tjeneste bør passe på det og bruge det når de forbereder sig til tjenestemødet og forkyndelsen. Mange gemmer det i deres personlige teokratiske bibliotek, så de har det når der senere henvises til det.

• Hvilken tiltaleform anbefales det at man bruger ved menighedens møder?

Da Jesus lærte sine disciple at bede, lærte han dem at henvende sig til Jehova som „vor Fader“. Denne tanke om et åndeligt familieforhold mellem alle hans disciple blev yderligere understreget da han sagde: „I er alle brødre.“ (Matt. 23:8) Mange gange brugte Jesu apostle og disciple udtrykket „broder“ på en meget direkte måde. Peter henviste til Paulus som „vor elskede broder Paulus“, og Paulus talte om „Titus, min broder“, og „vor broder Timoteus“. — 2 Pet. 3:15; 2 Kor. 2:13; Hebr. 13:23.

I betragtning af dette nære åndelige fællesskab tiltaler Jehovas vidner normalt hinanden som „broder“ og „søster“. Ved menighedsmøderne anvender de normalt ordet sammen med efternavnet. Hvis den der præsiderer ved et møde brugte fornavn, kunne det måske give anledning til misforståelser.

Selv om han bruger fornavn når han henvender sig til børn, vil ældre mennesker i nogle tilfælde opfatte brugen af deres fornavn som et udtryk for mangel på respekt. Der kunne også være ikke-troende ægtemænd som føler sig stødt over at deres troende hustru bliver kaldt med fornavn af en „fremmed“ mand i menigheden. Sådanne problemer undgås når den der leder møderne bruger efternavnet når han beder nogen om at svare.

Vi vil ikke tiltale nyinteresserede som „broder“ eller „søster“, da de endnu ikke er kommet ind i det åndelige fællesskab som hører Guds familie til. I stedet kan man henvende sig til dem med for- og efternavn. Der er på den anden side ikke noget at indvende mod at bruge tiltaleformen „broder“ og „søster“ samt efternavn hvis nogen står over for indvielse og dåb og allerede betragter sig selv som et af Jehovas vidner.

Når vi bruger tiltaleformen „broder“ og „søster“ ved vore menighedsmøder er det en henvisning til et særligt velsignet forhold, et åndeligt familieforhold under vor fælles Fader, Jehova Gud. (Ef. 2:19b) Dette bånd er mere nært og værdifuldt end noget der antydes ved brugen af fornavn.