Spørgsmålskassen
• Vil det være rigtigt at skrive til et af Selskabets afdelingskontorer for at få adresser på nogen man kan skrive sammen med, det være sig om personlige eller forretningsmæssige forhold?
Alle adresser i Selskabets og menighedernes arkiver er fortrolige og kan ikke videregives til personligt brug. Derfor bør ingen skrive til Selskabet for at få sådanne oplysninger.
Menighederne skal holde sig for øje hvad hensigten med vort arbejde er, nemlig at fremme Jehovas vilje som hans indviede og helhjertede tjenere. Hverken Selskabet eller menigheden kan involvere sig i at støtte eller fremme forretningsmæssige forhold. Sådanne foretagender skal betragtes som noget strengt personligt og privat. Forkyndere som ønsker at korrespondere med brødre i andre byer eller andre lande må selv arrangere det.
Dette gælder også hvis nogle gerne vil have pennevenner. Der er ikke noget forkert i at skrive sammen med kristne venner i andre byer eller lande, men det er et privat anliggende, og man må derfor selv arrangere det fornødne, eventuelt gennem de kontakter der opnås ved stævner. Ofte har brevskrivning ført til nære venskaber med trosfæller andre steder, og dette har været meget udbytterigt. Hvis unge gennem skolen tilskyndes til at have pennevenner i udlandet må de holde sig for øje at de ikke bør opdyrke nære venskaber med verdslige mennesker; men hvis forældrene giver børnene lov til at brevveksle med ikketroende, bør børnene søge at aflægge et godt vidnesbyrd om Riget og huske formaningen i Første Korintherbrev 15:33 og Andet Timoteusbrev 2:22.