Spørgsmålskassen
◼ Hvordan kan man give udtryk for sin glæde når man overværer en dåb?
Dåben er en glædelig begivenhed. Det er opmuntrende at se nye tage standpunkt for Jehova og offentligt bekende deres tro. (Sl. 40:8) Jesus sagde at det er årsag til stor glæde i himmelen. (Luk. 15:10) Familie til dem der skal døbes og forkyndere som har studeret med dem, er særlig glade for at se de nye tage dette afgørende skridt. Men hvordan kan man på en passende måde give udtryk for sin glæde?
Jesus satte ved sin dåb i Jordanfloden i år 29 et eksempel for kristnes dåb i dag. Han forstod at det var et alvorligt og højtideligt skridt han var ved at tage. Ved sin dåb bad han en bøn. (Luk. 3:21, 22) Han vidste at dåben er en tid til meditation og eftertanke. Hans disciple anerkendte også dåbens store betydning. Efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen i år 33 blev omkring 3000 døbt. Hvordan reagerede de disciple der var vidner til denne begivenhed? „De blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne.“ (Apg. 2:41, 42) Disciplene var optaget af åndelige ting og opbyggende samvær.
Dåben har været et højdepunkt ved de kristne stævner i nyere tid. Der er afgjort ikke noget forkert i at give udtryk for glæde ved at klappe og ved at rose dem der tager standpunkt for Jehova. Men på den anden side vil det være højst upassende under dåbshandlingen at kommentere dåbskandidaternes fremtræden, komme med tilråb, pifte, vinke, eller råbe dåbskandidaternes navne, ligesom det vil være forkert at fotografere på en anmassende og forstyrrende måde. En sådan adfærd vidner om manglende forståelse af den alvor og hellighed der er forbundet med dette udtryk for tro. Det vil heller ikke være passende at give dåbskandidaterne blomster eller andre gaver når de kommer op af vandet. Dåben markerer begyndelsen til det kristne løb mod frelse. Vi kan vise vor glæde over dem der er blevet døbt, ved at opmuntre dem og hjælpe dem til at værdsætte det nære forhold til Jehova som dåben åbner mulighed for. Lad os føle et personligt ansvar for altid at være et godt eksempel. — 1 Tim. 4:12.
Det vil ikke være passende at de der lader sig døbe laver sjov, leger, svømmer eller foretager sig andet under selve højtideligheden som kan aflede opmærksomheden fra begivenhedens alvor. Både dåbskandidaterne og tilskuerne bør vise deres glæde på en værdig måde. Når alt foregår „sømmeligt og med orden“, vil det bidrage til de tilstedeværendes glæde. — 1 Kor. 14:40.