Kan du gøre noget?
1 ’Gøre hvad?’ spørger du måske. Ordsprogene 3:27 giver svaret: „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget.“ Er det „i din hånds magt“ at udvide din tjeneste og være hjælpepioner eller almindelig pioner? Kan du gøre det?
2 Det var meget opmuntrende at læse i ’Årbogen’ for 1993 at der i gennemsnit har været 605.610 almindelige pionerer og hjælpepionerer i hele verden, det vil sige 1 pioner for hver 7 menighedsforkyndere. I Danmark har der til sammenligning været i gennemsnit 1315 almindelige pionerer og hjælpepionerer, eller 1 pioner for hver 12 menighedsforkyndere. I betragtning af de vanskelige forhold, både økonomisk og politisk, som vore brødre lever under i meget store dele af verden, vil det være helt naturligt at spørge: Er vore muligheder og forhold så meget dårligere end vore brødres andre steder?
3 Hjælpepionertjenesten giver mulighed for at gøre godt mod andre. Mange har været hjælpepionerer i forbindelse med de særlige kampagner i oktober og april. Det er meget opmuntrende. Men måske kunne flere være med, og måske kunne nogle endda overveje om de havde mulighed for at være faste hjælpepionerer eller almindelige pionerer.
4 Inden du svarer på om du kan „gøre noget“, må du finde ud af om du har ønsket om det i hjertet. (Matt. 22:37-39) I Jeremias 17:9 siges der: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ Disse ord viser hvor vigtigt det er at vi er meget ærlige over for os selv når vi ransager vore motiver og ønsker. I Apostelgerninger 20:35 står der: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ De der gavmildt yder åndelig hjælp, har uden tvivl det rette ønske. Og det er vigtigt at have et sådant ønske for at kunne være en god forkynder eller pioner.
5 For det andet må du overveje din nuværende situation. Kan du gøre forandringer i din daglige tilværelse så du kan være heltidsforkynder? Hvorfor ikke prøve at skrive de grunde ned du mener hindrer dig i at kunne være pioner. Måske vil du opdage at der ikke er så mange forhindringer som du troede og at de slet ikke er så uoverkommelige. Under alle omstændigheder vil det kunne hjælpe dig til at foretage en ærlig ransagelse af dine muligheder.
6 Det er naturligvis ikke alle der har mulighed for at være pioner, eller som kan skaffe sig denne mulighed. Men der er hvert år tusinder som, efter at have overvejet deres muligheder under bøn, finder ud af at de kan „gøre noget“. (Kol. 4:5; w78 15/2, s. 22) Nogle familier udvælger for eksempel bestemte måneder hvor en eller flere i familien tjener som hjælpepionerer. Andre samarbejder om at én i familien kan være almindelig pioner. Har din familie overvejet disse muligheder? — Se Ordsprogene 11:25.
7 Det at hjælpe andre til at lære sandheden at kende giver sand tilfredsstillelse, uanset om man kan tjene som menighedsforkynder eller pioner. Vi véd at ægte glæde kommer af at gøre godt mod andre, især hvis ’det er i vor hånds magt at gøre noget’.