Bogen med sand vejledning
1 Verden har forandret sig drastisk i løbet af dette århundrede. Mens der er sket fremskridt inden for kommunikation, lægevidenskab og samfærdsel, er det gået støt tilbage for familielivet. Millioner har ladet sig lede af menneskers stadigt skiftende filosofier.
2 I denne omskiftelige verden har Jehovas folk haft stor gavn af at holde sig til hans ord. Bibelen er forblevet uændret i årtusinder, og dens vejledning er stadig den mest praktiske når man skal løse nutidens problemer. Hvordan kan vi hjælpe interesserede mennesker til at forstå at Bibelen indeholder sand vejledning til vor tid?
3 Når du kommer igen hos en der har modtaget traktaten „Hvorfor man kan stole på Bibelen“, kunne du sige:
◼ „Eftersom Bibelen tydeligt gør opmærksom på at den er et budskab fra Gud og at Gud tilbyder os evigt liv hvis vi tror på den og lever efter det der står i den, synes du så ikke at det må være umagen værd at undersøge den? [Lad den besøgte svare.] Læg mærke til hvad Bibelen forudsiger om den nuværende verdensordning. [Læs Andet Timoteusbrev 3:1-5 direkte op fra side 5 i traktaten.] Synes du ikke at denne beskrivelse passer på verden i dag? [Lad den besøgte svare.] Er der grund til at forvente at det bliver bedre i fremtiden?“ Du kan også bane vej for det næste besøg ved at gennemgå de to sidste paragraffer i traktaten eller henvise til side 161 i bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers? og drøfte nogle af de anførte skriftsteder med den besøgte, for at vise hvilket vidunderligt håb Bibelen stiller mennesker i udsigt.
4 Hvis den besøgte var interesseret i Bibelens praktiske værdi og du har peget på nogle specifikke principper fra kapitel 12 i bogen „Bibelen — Guds ord eller menneskers?“, kunne du sige:
◼ „Er det ikke rigtigt at vi er interesserede i det der kan gavne os rent praktisk i dag? Ville det ikke være af praktisk værdi hvis man kunne stoppe al krig? [Lad den besøgte svare.] Hvis mennesker lærte at leve sammen i fred med andre nationer, ville det være en god begyndelse, ikke sandt? [Lad den besøgte svare.] Bibelen har forudsagt at det vil ske. [Læs Esajas 2:2, 3.] Har du nogen sinde tænkt over hvordan og hvornår dette vil blive til virkelighed?“ Fortæl at du gerne vil drøfte dette spørgsmål på et tidspunkt hvor det er belejligt for den besøgte.
5 Når du kommer igen hos en der har modtaget „Ny Verden-Oversættelsen“, kunne du sige:
◼ „Da du læste i den bibel du fik af mig, lagde du sikkert mærke til at den bruger Guds navn hele vejen igennem. Det er en vigtig forbedring i forhold til mange andre oversættelser. Nogle viger tilbage fra at bruge navnet Jehova, men vi må huske at Gud har åbenbaret sit navn for længe siden og tilskyndet sine tjenere til at bruge det for at identificere ham som den sande og levende Gud. Læg mærke til hvad der står i Salme 83:18.“ Læs skriftstedet, og lad den besøgte udtale sig. Afhængigt af interessen kan du bruge de oplysninger som findes i afsnittet „Jehova“, der begynder på side 171 i ’Ræsonnerebogen’.
6 Kun Bibelen indeholder den vejledning vi mennesker har brug for. (Jer. 10:23) Og kun ved at studere Guds ord kan man lære Guds hensigter at kende og opnå hans godkendelse. Lad os derfor oprigtigt indbyde andre til at drage nytte af Bibelens gode råd og praktiske vejledning.