Hvilken ånd lægger du for dagen?
1 De afsluttende ord i brevet til filipperne lyder: „Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med den ånd I lægger for dagen.“ (Fil. 4:23) Paulus roste dem for deres ægte interesse for at forkynde den gode nyhed og for deres kærlige, varme omsorg for hinanden. — Fil. 1:3-5; 4:15, 16.
2 Vi bør ønske at lægge samme ånd for dagen i menigheden. Når alle viser nidkærhed, venlighed og gæstfrihed vil det være tydeligt at der råder en god ånd. En positiv og kærlig ånd giver enhed og fremgang. (1 Kor. 1:10) En negativ ånd fostrer kun modløshed og halvhjertethed. — Åb. 3:15, 16.
3 Ældste går foran: De ældste har ansvar for at bevare en god, positiv ånd indbyrdes og i hele menigheden. Hvorfor? Fordi menigheden kan blive påvirket af deres holdninger og adfærd. Vi glæder os over at have ældste der er nidkære i tjenesten, som hilser os med et varmt smil og venlige ord og som er positive og opbyggende når de vejleder, hvad enten det er privat eller fra talerstolen. — Hebr. 13:7.
4 Men vi bør selvfølgelig alle bidrage til at stemningen i menigheden er venlig, gæstfri, nidkær og åndelig. Som enkeltpersoner kan vi vise varme og kærlighed når vi omgås hinanden. (1 Kor. 16:14) Der bør ikke være skel mellem os på grund af alder, race, uddannelse eller økonomisk status. (Jævnfør Efeserbrevet 2:21.) På grund af vort håb kan vi afspejle glæde, vise gæstfrihed og være nidkære i tjenesten. — Rom. 12:13; Kol. 3:22, 23.
5 Vi må gøre noget for at alle der kommer sammen med os, også de nye, føler at de er velkomne og at der råder broderlig kærlighed og hengivenhed. Ved vor tjeneste og ved at lægge gode kristne egenskaber for dagen, viser vi at menigheden er „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Tim. 3:15) Vi erfarer også en åndelig tryghed på grund af „Guds fred“ som vogter vort hjerte og sind. (Fil. 4:6, 7) Måtte vi alle ivrigt stræbe efter at lægge den ånd for dagen som vil føre til at vi kan nyde gavn af Jehovas ufortjente godhed ved Herren Jesus Kristus. — 2 Tim. 4:22.