Tag hensyn til andre — 2. del
1 Så vidt det står til os ønsker vi at bevare et godt forhold til folk omkring os. Det kræver at vi tager hensyn til dem og respekterer deres rettigheder og følelser.
2 Jehovas vidner er kendt for at have gode manerer. Der er faldet mange positive kommentarer om vores gode adfærd over for naboer, i skolen, på arbejdspladsen, og ved vore stævner. — Se Vagttårnet for 15. juni 1989, side 20.
3 En god adfærd indbefatter selvfølgelig mangt og meget, for eksempel ærlighed, flid og en god moral. Men det indbefatter også at man er respektfuld over for dem der bor i nærheden af ens rigssal. Paulus tilskyndede os til at „leve et liv der er den gode nyhed . . . værdigt“. — Fil. 1:27.
4 Fra tid til anden klager naboer til visse rigssale over at mødedeltagerne ikke viser hensyn. Vi må undgå at stimle sammen på fortovet uden for rigssalen, føre højrøstede samtaler, ligesom børn ikke bør løbe ind og ud af rigssalen. Ubetænksom smækken med bildøre og horn der tuder kan ligeledes være til gene. Vi må desuden være opmærksomme på alle færdselslove der måtte gælde. — Rom. 13:1, 2, 5.
5 Der har også været problemer i forbindelse med parkering af biler. Man bør ikke parkere på privat grund eller på steder hvor man spærrer for den øvrige trafik eller for folks indkørsler. Kundeparkeringspladser der hører til nærliggende forretninger bør ikke benyttes medmindre man har fået tilladelse til det. Hvor tre eller fire menigheder benytter samme rigssal er der praktisk taget møder alle ugens dage, og det kræver et nært samarbejde mellem ældsterådene.
6 I Bibelen tilskyndes vi til at gøre „alt til Guds ære“, og det indbefatter at vi tager hensyn til udenforstående. (1 Kor. 10:31-33) Hvis vi ’har øje for andres interesser’ vil vi ikke tankeløst trænge ind på deres ejendom. (Fil. 2:4) Vi vil også undgå at være til gene for de lokale handlende.
7 At tage hensyn til andre — både i og uden for menigheden — er et synligt udtryk for det vi føler i hjertet. Det vi gør og siger bør vise at vi ’elsker vor næste som os selv’. — Matt. 7:12; 22:39.