Tilbyd bibelstudium — til dem du allerede har kontakt med
1 Vi ønsker at lovprise Jehova, og hjælpe andre til at gøre det samme. De himmelske skabninger tjener „dag og nat mens de siger: ’Hellig, hellig, hellig er Jehova Gud, den Almægtige.’“ (Åb. 4:8) Om den store skare siges der at den „yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:15) Ved enhver lejlighed, „dag og nat“, prøver vi at hjælpe flere til at være med i dette lovprisningskor.
2 Mange af os har nogle vi kommer fast hos, måske på en bladrute. Har du for nylig tilbudt dem et bibelstudium? Måske har de allerede ’Paradisbogen’ eller en af vore brochurer. I stedet for en snak om ’vind og vejr’ eller spredte drøftelser af forskellige spørgsmål, er det bedre at gå i gang med en systematisk drøftelse.
3 Ofte kan man sige: „Kunne du tænke dig at se hvordan vi som Jehovas vidner læser Bibelen?“ Hvis svaret er positivt kan man gå i gang med nogle paragraffer i ’Paradisbogen’ og efter 5-10 minutter spørge vedkommende om man skal fortsætte ugen efter. Som regel kan man begynde forfra, men hvis den besøgte gerne vil gennemgå et bestemt emne kan man gøre det.
4 En søster på Fyn havde sin datter på 5 år med hos en de havde genbesøgt flere gange. Damen fik bladene, og et nyt besøg aftaltes. Datteren sagde imidlertid: „Mor, husk vi skal oprette bibelstudier.“ (Det havde kredstilsynsmanden mindet dem om ved samlingen.) Damen hørte det, og moderen måtte forklare den egentlige hensigt med deres besøg. Damen sagde straks ja til et studium.
5 Nogle af dem vi har kontakt med er ikketroende ægtefæller. En pioner tilbød studium til en sådan ægtemand. Han tog imod tilbudet om at studere, gjorde gode fremskridt, blev udøbt forkynder og var med ved alle ti samlinger ved kredstilsynsmandens sidste besøg. Han leder nu selv et studium med en mand hvis hustru er et Jehovas vidne!
6 I nært samarbejde med Jehova, Jesus og englene vil vi kunne fuldføre vor tjeneste når vi „dag og nat“ er helt optagede af at lovprise Jehova og hjælpe andre til at gøre det samme.