Bibelstudiearbejdet: Lær af andres „fremgangsmåder“
1 Paulus erfarede at Jehova velsignede hans arbejde med at gøre disciple. Derfor må ordene i Første Korintherbrev 4:17 have virket tilskyndende på menigheden i Korinth. Han skrev: „Af den grund sender jeg Timoteus, . . . han vil minde jer om mine fremgangsmåder i forbindelse med Kristus.“ Timoteus var godt kendt med Paulus’ fremgangsmåder og kunne give dem videre. I dag kan vi også lære af andres fremgangsmåder.
2 Når de rejsende tilsynsmænd besøger menighederne, fremhæver de forslagene fra Rigets Tjeneste samtidig med at de giver egne og andres fremgangsmåder videre. I en menighed i Jylland arbejdede en kredstilsynsmand for et par år siden sammen med en pioner, og de oprettede tre studier på pionerens genbesøg. To af disse er nu døbt. Og der er oprettet yderligere studier med familiemedlemmer. Kunne du i højere grad drage nytte af disse brødres erfaringer?
3 I næsten alle menigheder er der forkyndere som har hjulpet flere med i sandheden. Hvad er deres „hemmelighed“? Ofte er svaret: „Offervilje, personlig interesse og masser af kærlighed.“ En broder der har ført flere frem til dåb, fortæller at han på vej til eller fra arbejde ofte aflægger små besøg hos dem som har vist særlig interesse.
4 En søster siger: „Når vi ser at de virkelig ønsker sandheden, siger vi altid til os selv at de snart bliver vore brødre eller søstre. Vi skal derfor leve sammen i Paradiset, så hvorfor ikke allerede nu gøre noget for at glæde hinanden?“ Ved en stævnedag i marts kunne hun glæde sig over at et ægtepar hun havde studeret med blev døbt.
5 Kærlighed virker dragende. Paulus gav af sig selv. Han var oprigtigt interesseret i den enkelte. (1 Thess. 2:9) Kærlighed, det væsentligste element i produktive forkynderes fremgangsmåder, vil virke ansporende på mennesker så de får gavn af Guds ufortjente godhed. — Apg. 13:43.