Vær ’nidkær for gode gerninger’ i april!
1 I foråret 1995 blev der aflagt et særlig stort vidnesbyrd ved den verdensomspændende uddeling af millioner af Rigets Nyheder nr. 34. Både menighedsforkyndere og pionerer var nidkært med i dette arbejde. Var du også med? Så har du uden tvivl glædet dig over det. Nu tænker du måske: Hvilke ’gode gerninger’ er der tilrettelagt i år? — Tit. 2:14.
2 I april og maj vil vi uddele en særlig udgave af Vågn op! for 22. april 1996, med titlen „Når vi bliver fri for al krig“. Emnet vil appellere til mange, og vi vil derfor søge at give bladet den størst mulige udbredelse. I betragtning af de vigtige oplysninger dette blad indeholder, bør det fremholdes i april og maj indtil vi ikke har flere blade.
3 Vores mål — alle forkyndere deltager: Det ville være meget opmuntrende hvis alle forkyndere i Danmark kunne være med i forkyndelsen i april. Opmuntret af tankerne fra mindehøjtiden, vil vi gerne vise vor værdsættelse af Guds godhed ved at bringe et direkte „lovprisningsoffer“ i forkyndelsesarbejdet. — Hebr. 13:15.
4 Der bør gøres en særlig indsats for at tage hver enkelt forkynders behov i betragtning, så alle kan have en nidkær andel i tjenesten i april. (Rom. 15:1) Bogstudielederne bør være fuldt ud opmærksomme på den enkeltes muligheder, og om nødvendigt tilbyde praktisk hjælp. Har nogen behov for kørelejlighed? Hvem kan tage sig af det? Er nogle forkyndere frygtsomme eller generte? Måske kan mere erfarne forkyndere arbejde sammen med dem. Hvad med dem der er syge eller på anden måde forhindret i at forlade deres hjem? Kunne de være med i telefonforkyndelse, brevskrivning eller anden forkyndervirksomhed?
5 Nogle der er blevet uvirksomme er måske blevet motiveret til igen at være med i forkyndelsen. Kampagnen med den særlige udgave af Vågn op! vil være en glimrende lejlighed til igen at blive aktiv.
6 Hjælp unge til at være med: Mange børn af Jehovas vidner har i årevis fulgt med deres forældre, men er endnu ikke selv blevet udøbte forkyndere. Er tiden nu inde til at de skal være forkyndere? Er de parate til at yde en meningsfyldt andel i forkyndelsen fra hus til hus? Familieoverhoveder bør bruge tid under familiestudiet til at hjælpe deres kvalificerede børn til at forberede en præsentation der passer til deres alder og evner. De lidt ældre børn kan finde et tankevækkende spørgsmål og dermed vække den besøgtes interesse, og derefter pege på svaret i bladet. Mindre børn kan aflægge gode vidnesbyrd med ganske få ord. De kan for eksempel tilskynde den besøgte til at „læse et særligt blad der tilbydes ud over hele jorden i denne måned“. Som en del af familiens forberedelse bør I drøfte hvordan man imødegår de mest almindelige indvendinger. Der er gode idéer at hente i ’Ræsonnerebogen’. Ved måltiderne og andre passende lejligheder, kan familiens medlemmer opfordres til at fortælle oplevelser fra tjenesten.
7 Kvalificerede bibelstudieelever påtager sig Jesu gerning: Jesus begrænsede ikke sin undervisning til at give vejledning i læremæssige spørgsmål. Han fulgtes med sine disciple i tjenesten og lærte dem at forkynde. (Luk. 8:1; 10:1-11) Hvordan er situationen i dag? I Danmark ledes der hver måned i gennemsnit omkring 5000 bibelstudier. Med passende tilskyndelser vil mange af dem vi studerer med uden tvivl kunne tage det næste skridt i deres oplæring og kvalificere sig til at tjene som udøbte forkyndere i april.
8 Hvis du leder et bibelstudium, må du overveje følgende spørgsmål: Gør eleven fremskridt i overensstemmelse med sin alder og sine evner? Er han begyndt at tale uformelt med andre om sin tro? Er han ved at iføre sig „den nye personlighed“? (Kol. 3:10) Lever han op til kvalifikationskravene til udøbte forkyndere, der nævnes på side 94-96 i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste? Hvis du mener at han er kvalificeret kan du drøfte det med ham. Nogle behøver blot en direkte invitation til at være med i forkyndelsen. Hvis eleven ønsker at være forkynder er det naturligvis nødvendigt at den præsiderende tilsynsmand følger den gængse procedure og arrangerer et møde med to ældste. Det kan også være at der er noget der holder eleven tilbage. En af de ældste kan måske være med til studiet og få eleven til at udtale sig om sine følelser for sandheden. Efter at have lyttet til eleven vil ældstebroderen måske kunne give ham praktiske råd og hjælp fra Bibelen.
9 ’Køb tid’ til at være hjælpepioner: Hvert år er der mange der i den særlige kampagne ’køber sig tid’ til at være hjælpepionerer. (Ef. 5:15-17) Dette kræver ofre, men belønningen er stor. Det er rosværdigt at et stort antal unge bruger skoleferien til at være hjælpepionerer. Voksne som har fuldtidsarbejde bruger aftener, weekender og fridage i samme tjeneste. Hele familier har i visse tilfælde kunnet være hjælpepionerer sammen. I nogle menigheder har de fleste af de ældste og menighedstjenerne samt deres hustruer meldt sig som hjælpepionerer. Deres gode eksempel har fået andre til at gøre det samme, og derved har en stor procentdel af menigheden været med i hjælpepionertjenesten i april.
10 Uanset om du kan være hjælpepioner eller ej, må du søge efter muligheder for at forøge din tjeneste i april. Sæt et personligt mål, et mål der er realistisk, men som vil kræve noget af dig. Dit ønske om at ’bruge af dine midler og lade dig selv helt opbruge’ i tjenesten for Jehova, i overensstemmelse med dine omstændigheder, vil have hans velsignelse. — 2 Kor. 12:15.
11 Samlinger: I april bør der om muligt hver dag arrangeres samlinger på tidspunkter der giver forkynderne mulighed for at begynde tidligt i tjenesten. Der bør også arrangeres aftenforkyndelse. Når vi skal uddele det særlige nummer af Vågn op!, vil de fleste forkyndere planlægge at være med i tjenesten i weekenden, og der bør arrangeres samlinger hver lørdag, både formiddag og eftermiddag, samt om søndagen.
12 Broderen der er ansvarlig for samlingen bør sørge for at der er tilstrækkeligt med distrikt. Distrikt der ikke er gået i for nylig skal tages først. Har du et eller to personlige distrikter som ikke er blevet gennemarbejdet for nylig? Hvis du behøver hjælp til at gennemarbejde dem i kampagnen, kan du tale med tjenestetilsynsmanden eller distriktstjeneren. De vil med glæde få nogle til at hjælpe dig med det.
13 Hvor mange blade vil du sprede? Det spørgsmål må vi hver især overveje. Når du skal sætte et mål for hvor mange blade du vil sprede, må du tage forskellige faktorer i betragtning — blandt andet hvilken slags distrikt du skal arbejde i, din alder, dit helbred og den tid du har mulighed for at anvende. Husk imidlertid på den tilskyndelse der blev givet i Vagttårnet for 1. januar 1994: „Menighedsforkyndere kunne for eksempel have et mål på, lad os sige, 10 blade om måneden, alt efter deres personlige forhold, naturligvis, og pionerer kunne stræbe efter at sprede 90.“ Ville et tilsvarende mål være realistisk for dig?
14 Ældste — der er behov for omhyggelig planlægning: Det lokale ældsteråd vil lægge planer for aprilkampagnen. De bør sikre sig, hvis det overhovedet er muligt, at hele menighedens distrikt bliver gennemarbejdet med den særlige udgave af Vågn op! Der bør også gøres en indsats for at gennemarbejde hele menighedens forretningsdistrikt. De forkyndere der udpeges til at tage sig af denne tjenestegren bør være godt forberedt og pænt klædt på. Ofte vil et besøg først på dagen være bedst. Der er ikke behov for en omfattende præsentation. Når man træffer en forretningsdrivende kan man sige at man sjældent træffer forretningsfolk på deres bopæl, og at man derfor henvender sig i forretningen for at præsentere en artikel som helt sikkert vil interessere ham. Derefter kan man kort fremhæve en specifik tanke fra bladet. Der bør også arrangeres gadearbejde i menighedens distrikt. Den mest effektive måde at udføre gadearbejde på er at tage initiativet og tale med de forbipasserende, frem for at vente på at de henvender sig til os. Mange vil lægge mærke til os i denne tjeneste; vær særlig opmærksom på at have en værdig fremtoning. Der kan være andre områder i jeres distrikt som kan gennemarbejdes i kampagnen, som for eksempel lufthavne, hospitaler, parkeringspladser, parkanlæg og plejehjem. Ældsterådet må lægge planer for forkyndelse disse steder i menighedens distrikt.
15 Jehova er en utrættelig arbejder. (Joh. 5:17) Han skabte himmelen og jorden, såvel som dyr og planter; men han fortsatte med at arbejde indtil han havde frembragt kronen på værket — mennesket. Selve det at vi eksisterer skyldes Jehovas villighed til at arbejde. Som „Guds efterlignere“ bør vores kærlighed til ham få os til at være ’nidkære for gode gerninger’. (Ef. 5:1; Tit. 2:14) Eftersom Jehova fortjener at vi gør vort bedste, og eftersom en der er nidkær ofte også er resultatorienteret, bør vi være indstillet på at yde en tjeneste af høj kvalitet. Jehova værdsætter selvfølgelig ethvert offer vi bringer ham, og vort arbejde er aldrig forgæves. (1 Kor. 15:58) Lad os derfor, af et taknemmeligt hjerte, yde en nidkær tjeneste i april, i bevidstheden om at Jehova godkender og rigt velsigner vores indsats.