Spørgsmålskassen
◼ Hvad kan vi gøre for at højne mødernes kvalitet?
Da det især er de ældste og menighedstjenerne der har indlæg på møderne og behandler de fleste af opgaverne, kan nogle være tilbøjelige til at mene at det er disse brødre der bærer hele ansvaret for mødernes kvalitet. Men alle kan bidrage til at møderne bliver interessante og udbytterige. Vi kan være med til at højne kvaliteten af vore møder på følgende ti måder:
Forbered dig. Møderne bliver mere interessante når vi er godt forberedte. Når alle i menigheden er forberedte, bliver møderne mere levende og opbyggende. Overvær møderne fast. Det virker mest opmuntrende når der er mange til møde, hvilket understreger hvor vigtigt det er selv at være til stede. Kom til tiden. Hvis vi er på vore pladser før mødet begynder, kan vi være med til den indledende sang og bøn og således få fuldt udbytte af mødet. Hav det med der skal bruges. Vi vil få mere ud af mødet når vi husker at tage Bibelen og de aktuelle publikationer med så vi kan følge med i dem. Undgå det der distraherer. Mange synes at de bedre kan koncentrere sig hvis de sidder på en af de forreste rækker i salen. Hvisken og hyppige toiletbesøg virker distraherende. Deltag i drøftelsen. Når mange giver udtryk for deres tro ved at kommentere, vil alle blive styrket og opmuntret. Giv korte kommentarer. Dette giver så mange som muligt lejlighed til at være med i drøftelsen. Vore svar bør være baseret på de publikationer der studeres. Tag imod opgaver. Når man har opgave på Den Teokratiske Skole eller er medvirkende ved et punkt på tjenestemødet, må man forberede sig godt, beregne tid til at øve sig med eventuelle andre medvirkende og så vidt muligt undgå at aflyse den opgave man er blevet tildelt. Ros andre. Fortæl andre hvor højt du værdsætter den indsats de gør. Dette opmuntrer dem og motiverer dem til at gøre yderligere fremskridt. Giv opmuntring. Det at hilse kærligt på hinanden og føre opbyggende samtaler før og efter møderne giver os større glæde og gavn af møderne.