Oplysninger om „Udvidet forhåndsdirektiv og fuldmagt angående lægebehandling“
Formularen „Udvidet forhåndsdirektiv og fuldmagt angående lægebehandling“ (i det følgende omtalt som det udvidede forhåndsdirektiv) blev udsendt til menighederne i foråret 1997. Siden da har vi modtaget en lang række spørgsmål i forbindelse med udfyldelsen og anvendelsen af det udvidede forhåndsdirektiv. Vi har samlet de spørgsmål og svar der har generel interesse i denne artikel.
1. Skal alle døbte forkyndere udfylde det udvidede forhåndsdirektiv?
Som nævnt i „Spørgsmålskassen“ i Rigets Tjeneste for maj 1998 er dette „en personlig beslutning som vi hver især må træffe“. Vi skulle imidlertid alvorligt overveje om vi har gjort alt hvad der er muligt for at undgå en behandling som vanærer Gud.
2. Skal man udfylde både det almindelige forhåndsdirektiv og det udvidede forhåndsdirektiv?
Ja, hvis man ønsker den bedst mulige beskyttelse mod en uønsket blodtransfusion. Der bliver i sundhedssektoren og i lovgivningen lagt mere og mere vægt på informeret samtykke, og i nogle tilfælde kan/skal dette gøres skriftligt. Det udvidede forhåndsdirektiv foregriber dette i forbindelse med blodtransfusion, men indeholder derudover oplysninger som ikke står på det almindelige forhåndsdirektiv, såsom (1) specielle udtryk vedrørende blodderivater (små blodbestanddele) og autologt (ens eget) blod, (2) oplysninger om andre sundhedsrelaterede spørgsmål som livsforlængende behandling og (3) bestemmelse om at give en fuldmægtig bemyndigelse til at træffe afgørelser angående spørgsmål om lægebehandling i de tilfælde hvor du som patient ikke er i stand til selv at kunne gøre det. Derfor er det vigtigt at du på det almindelige forhåndsdirektiv tilføjer at du har udstedt en sådan fuldmagt.
3. Skal det udvidede forhåndsdirektiv kun udfyldes af dem der står over for at skulle indlægges på et hospital?
Nej, det kan udfyldes af alle døbte forkyndere, da ’tid og tilfælde berører os alle’. (Præd. 9:11) Vi udfylder det almindelige forhåndsdirektiv for at komme en uventet nødsituation i forkøbet, og det forholder sig på samme måde med den mere detaljerede erklæring. Denne erklæring indeholder alvorlige sundhedsmæssige spørgsmål som kræver både tid, overvejelse og forudseenhed. Det kunne vise sig at være en fejlbedømmelse hvis man venter med at udfylde erklæringen til man skal indlægges. På det tidspunkt kan andre presserende anliggender eller ens fysiske tilstand gøre det vanskeligere, om ikke umuligt, at udfylde erklæringen.
4. Må menighedens ældste henvende sig til ældre forkyndere eller forkyndere som ikke fuldt forstår vigtigheden af denne erklæring, for at hjælpe dem med at udfylde den?
Ja. De ældste vil sandsynligvis spare sig selv og andre megen tid og mange bekymringer hvis de hjælper disse forkyndere før der opstår en nødsituation. — Ordsp. 22:3.
5. Kan udøbte forkyndere modtage det udvidede forhåndsdirektiv?
Ja, hvis vedkommende er indviet og snart skal døbes. Udøbte forkyndere bør naturligvis være klar over at det er en personlig beslutning på grundlag af vedkommendes dybe religiøse overbevisning.
6. Kan mindreårige modtage det udvidede forhåndsdirektiv?
Ja, døbte mindreårige kan, hvis de ønsker det, udfylde en ny erklæring hvert år lige efter deres fødselsdag indtil de bliver myndige. Jo yngre en mindreårig er, jo mindre sandsynlighed vil der dog være for at erklæringen bliver respekteret.
7. Kan de ansvarshavende brødre udpeges som fuldmægtige af forkynderne i menigheden?
Ja, men både den befuldmægtigede og den forkynder som udpeger ham, må omhyggeligt læse hele afsnittet med overskriften „Fuldmægtigen“ i den forklarende spørgsmål-og-svar-folder som fulgte med det udvidede forhåndsdirektiv. (Kan fås hos menighedens sekretær.) Oplysningerne deri vil hjælpe alle de involverede til at forstå alvoren i at blive udpeget som fuldmægtig.
8. Kan forkynderne lade sekretæren opbevare en kopi af det udfyldte udvidede forhåndsdirektiv i menighedens optegnelser?
Ja. Menighedens sekretær kan opbevare den sammen med menighedens optegnelser. Det er imidlertid mere vigtigt at den enkelte forkynder sørger for en kopi til sin læge og begge de befuldmægtigede som anbefalet i spørgsmål-og-svar-folderen.
9. Er der risiko for overførsel af virus ved indgift af blodderivater?
Der er naturligvis en risiko ved ethvert lægeligt indgreb. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at få en hundrede procents garanti i forbindelse med lægelig behandling. Hvad angår smitteoverførsel af virus ved anvendelse af blodderivater oplyser Lægemiddelkataloget for 1998 på side 125 følgende: „Blodderivater (koagulationsfaktorer, antitrombin, albumin og gammaglobulin) er . . . fremstillet ved procedurer, der reducerer mængden af evt. tilstedeværende virus. Alle produkter er desuden under eller efter oprensning underkastet virusfjernelse eller virusinaktiverende procedurer.“ Der siges videre i sidste afsnit på side 126: „Det er nu et generelt ønske, at samtlige produkter fremstillet ud fra humant plasma (blodderivater) underkastes to forskellige virusinaktiverings/virusfjernelsesprocedurer, der gennem dokumenterede forsøg hver især har vist at kunne nedsætte mængden af evt. tilstedeværende infektiøst virus med mindst 4 log 10 enheder (99,99%).“
10. Hvor tit skal det udvidede forhåndsdirektiv fornys?
Det udvidede forhåndsdirektiv skal kun fornys hvis man ønsker at annullere eller ændre den kombinerede erklæring. (Se side 2 i spørgsmål-og-svar-folderen. Med hensyn til mindreårige, se under punkt 6 i denne artikel.)
11. Hvad er hæmodilution, og hvilke bibelske principper er involveret?
Med hæmodilution menes at man aftapper noget af patientens blod lige før operationen og erstatter det med en anden væske, for eksempel albumin eller NaCl (en saltvandsopløsning). Opstår der en blødning under operationen, vil patienten, fordi blodet er fortyndet, miste mindre blod, færre røde blodlegemer. Ved operationens afslutning ’fylder man kroppen op igen’ med patientens eget blod. Hvad er afgørende for om patientens eget blod kan genbruges eller ej? Ifølge de bibelske principper må dette afgøres med følgende spørgsmål: Er patientens blod helt klart ’løbet ud’, eller kan det stadig med rimelighed siges at være en del af patienten? Ved den form for autotransfusion hvor man præoperativt (før operationen) aftapper en eller flere portioner blod som kan anvendes ved en senere planlagt operation (som regel 7-21 dage efter tapningen), er blodet naturligvis ’løbet ud’, og denne metode er derfor ikke acceptabel for dem der ønsker at leve efter Bibelen. Hvis autotransfusionen (eller hæmodilutionen) derimod er en samlet, fortløbende proces som foregår umiddelbart inden, under og/eller lige efter operationen, er det patientens personlige besvarelse af ovennævnte spørgsmål der er afgørende for om den er acceptabel for vedkommende eller ej. Udstyret må naturligvis hele tiden være forbundet til patienten så blodet forbliver en del af patientens kredsløb selv om der, hvor det med rimelighed er muligt, gives rum for at tilpasse sig udstyrets begrænsninger. Der kan derfor forekomme en kortvarig afbrydelse af forbindelsen til patienten, ligesom blodet i korte perioder kan stå stille i udstyret. I disse tilfælde vil det stadig være ovennævnte spørgsmål der er afgørende for om den enkelte med sin samvittighed vil acceptere en sådan behandling. — Se Vagttårnet for 1. marts 1989, side 30, 31.
12. Skal man altid kontakte de ældste før en hospitalsindlæggelse/operation?
Det er naturligvis op til den enkelte, men hvis man taler med en ældste (eventuelt bogstudielederen) om en forestående indlæggelse, kan man bede ældstebroderen kontakte en broder fra det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler og forhøre sig om hvorvidt der er nogle oplysninger der vil være nyttige for den der skal indlægges. Det kunne være oplysning om en eller flere læger der er villige til at operere uden brug af blod, eller om det pågældende sygehus/hospital har det fornødne udstyr og medicin til ’blodløs’ behandling. En mindre og almindeligvis risikofri operation kan i sjældne tilfælde udvikle sig til større indgreb med flere risici, og hvis broderen fra det lokale kontaktudvalg allerede er orienteret, kan han, hvis det ønskes, hurtigt træde hjælpende til. — Se Rigets Tjeneste for juli 1996 under „Bekendtgørelser“.