Hvordan vil du forkynde for en hindu?
1 Som du måske ved, bor der mange hinduer i forskellige lande, deriblandt Danmark. Tanker og forestillinger fra hinduismen er også efterhånden blevet kendt og accepteret af mange, måske uden at de rigtig er klar over hvor de kommer fra. Det betyder at du før eller senere vil møde en hindu, eller hinduisternes opfattelser, i tjenesten. Hvordan vil du i så fald gribe situationen an?
2 Husk disse punkter: Nogle missionærer som har haft gode resultater med at forkynde for hinduer, siger at det ikke er nødvendigt at foretage et indgående studium af hinduismen for at kunne fremholde budskabet på en god måde for dem. En enkel og taktfuld præsentation af sandheden giver ofte gode resultater. Spørg først om du må tale med familiens overhoved. Hvis han reagerer positivt, vil det være nemmere at forkynde for de andre i familien. Undgå fra begyndelsen at antyde at det budskab du kommer med, er langt bedre end det den besøgte tror på, eller at du ønsker at fortælle om den eneste sande Gud eller de ældste hellige skrifter. Da mange hinduer betragter Bibelen som en vestlig bog, kan du nedbryde deres fordomme ved at forklare at den ikke støtter kolonialismen eller den forestilling at én race skulle være hævet over en anden.
3 Brug de rigtige redskaber: Der er to brochurer som er udarbejdet specielt med henblik på hinduer. Why Should We Worship God in Love and Truth? foreligger på gujarati og punjabi. Hvem vil hjælpe os med at løse vore problemer? er trykt på 11 indiske sprog. Brochurerne „Se! Jeg gør alting nyt“ og Er Gud interesseret i os? er også nyttige når man forkynder for nogle med en hinduistisk baggrund. Brochuren Hvad kræver Gud af os? og ’Kundskabsbogen’ kan med godt resultat bruges i bibelstudiearbejdet.
4 Find et fælles udgangspunkt: Det er ikke vanskeligt at finde et udgangspunkt for en samtale med en hindu. De tror at vi lever i en tid hvor ondskaben er på sit højeste, og at Gud vil befri verden for dens problemer ved hjælp af en stor katastrofe efterfulgt af en tid med sandhed. Som du ser, kan dette nemt lede tankerne hen på det Bibelen lærer om de sidste dage, den store trængsel og den kommende nye verden. De fleste hinduer betragter livet som fyldt med problemer uden løsninger, så de er interesserede i emner som familielivet, sikkerhed kontra kriminalitet og hvad der sker når man dør.
5 Gud vil at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4) Det gælder også mænd og kvinder som bekender sig til en ikkekristen religion, såsom hinduismen. Hvis der bor hinduer i dit distrikt, hvorfor så ikke planlægge at besøge dem og bruge de forslag vi har gennemgået i denne artikel?