Få fuldt udbytte af din hjælpepionertjeneste
1 Forårskampagnen er allerede i fuld gang, og mange er hjælpepionerer. Når du yder en ekstra indsats i tjenesten for Jehova, fører det altid glæder og velsignelser med sig. Måden du griber tingene an på, har dog stor indflydelse på det resultat du opnår. Hvad kan du gøre for at få fuldt udbytte af din hjælpepionertjeneste?
2 Betragt din indsats som en investering. Før man investerer tid eller penge i et eller andet, vil man undersøge om det er fornuftigt, og om det vil give et godt udbytte. Dette kræver også planlægning og at man holder fast ved planen. (Gal. 6:9) Hvad ønsker du at din hjælpepionertjeneste skal medføre?
3 Du kan fokusere på at nå de ekstra timer den indebærer. Men på langt sigt er der ikke særlig mange glæder forbundet med at nå timer. Formålet med forkyndelsen må være at udbrede den gode nyhed til gavn for flere og til ære for Jehova. (Åb. 14: 6, 7) Hvis du husker dette, vil du uden tvivl opnå større glæde. Det er dog også af stor betydning at man planlægger hvordan man i månederne derefter vil følge indsatsen op for at få det fulde udbytte af sin investering.
4 Problemet for nogle hjælpepionerer er at de udskyder mange af de andre pligter de har. I de følgende uger kommer de derfor ikke ret meget i tjenesten. Når der så er gået lidt for lang tid, føler de ikke at de kan være bekendt at komme igen på de gode besøg de har haft. Men på den måde får de ikke fuldt udbytte af den ekstra indsats de har ydet, og de svigter egentlig dem der har vist interesse. Det er ikke nok at vi præsenterer håbet for dem. Vi må også hjælpe dem til at gøre håbet til deres eget.
5 Løsningen er for det første planlægning med det rette mål i tanke. (Læs Første Korintherbrev 9:23–27) For det andet må man vise offervilje. I stedet for at føle at man skal være ’lidt god ved sig selv’ når man ikke er i tjenesten, kunne man løse diverse praktiske opgaver så de ikke hober sig op. Tiden man ’køber’ til at yde en ekstra indsats, må også tages fra afslapning og fritidsinteresser. Erfaringen viser at de opgaver man ikke får løst, ofte trætter mere end selve opgaverne, og på den måde kan de i lang tid tage kræfterne fra ’de mere vigtige ting’. – Ef. 5:15, 16; Fil. 1: 10.
6 Brug foråret til det der giver sand glæde, nemlig at gøre ’Guds vilje’. Derved vil vi være med i den store flok af forkyndere der omtales i Romerbrevet 10:15 — til glæde for os selv og andre, og til ære for Jehova.